Hvad er der galt med forholdsmæssigheden i folketingsvalgloven – og hvad kan man gøre ved det?

Resumé

Folketingsvalget i 2022 gav Socialdemokratiet et mandat mere, end dets stemmetal umiddelbart berettigede til. Var det en såkaldt 100-års-hændelse, eller var det snarere en naturlig konsekvens af det stigende antal partier i Folketinget og en situation, hvor det største parti var relativt meget større end de øvrige? I så fald kan vi måske risikere at opleve en lignende situation igen inden længe. En yderligere udfordring er, at valgloven i sin nuværende udformning ikke indeholder klare regler for, hvorledes de sidste folketingsmandater skal fordeles, dersom der opstår en situation, som er mere kompliceret, end hvad vi så i 2022. De aktuelle udviklinger i partiernes relative tilslutning og i vælgernes partivalg indebærer en risiko for, at mandatfordelingsprocedurerne kan blive udfordret på en måde, som vi ikke har set de seneste 70-80 år. Derfor vil det være udtryk for rettidig omhu at få revideret folketingsvalglovens § 77. Artiklen præsenterer baggrunden for situationen ved folketingsvalget i 2022 og inddrager erfaringer fra andre lande. Herefter præsenteres det mere komplicerede problem, som folketingsvalgloven i sin nuværende udformning ikke tager stilling til, samt de to mulige løsninger på denne udfordring. Den ene løsning går – ligesom den nuværende lov – på kompromis med princippet om maksimal forholdsmæssighed, mens den anden går på kompromis med princippet om kredsmandaternes endelighed. Valget mellem de to løsninger er naturligvis politisk og bør træffes snart, for ingen ved, hvornår der opstår en stemmefordeling, hvor det med føje kan – og bør – diskuteres, hvordan de 175 mandater skal fordeles.