Det tager tid at afdække sammenhænge

Noter:

Dette såvel som de følgende citater er – af hensyn til letlæseligheden – underkastet ubetydelige ændringer (mht. stavemåde og sætningsbygning).

Ordet bydemand fungerer jo i ovennævnte Feilberg-citat som definerende fagterm og ikke som synonymhenvisning.

Den ligeså læservenlige praksis – brugt af nogle få danske dialektordbøger –, hvorved der redegøres samlet for en hel arbejdsproces under en af de centrale gloser, skal jeg derimod ikke komme ind på. Jysk Ordbogs indsamlings- og arkiveringsprincipper gør en sådan udnyttelse af stoffet meget vanskelig.

Brugen af bede- hhv. byde- som 1.sammensætningsled kan også relativt let meddeles at stemme i hovedsagen overens med brugen af verberne bede hhv. byde (i betydningen “indbyde, invitere”). Derimod ville det nok føre for vidt, hvis ordbogen gav sig til direkte at redegøre for undtagelserne herfra: at det på Samsø hed (og i det sydlige Sønderjylland kunne hedde), at bydemanden bad til gilde; og endnu dårligere ville der være plads til at søge denne skævhed forklaret i den delvise overlapning mellem de to verber (som ellers lige nævnes under dem begge).

Også i Hanherrederne, Thy og det vestjyske område umiddelbart syd for Thy finder man tendenser til, at skafferen overtager indbyderrollen, men uden at det af den grund bliver hovedreglen.

En lignende udvikling findes der spor af i den sydlige del af Thy, jfr. skafferens mulige funktion som indbyder nævnt i note 5. Rollen som stedfortrædende vært slår sprog- ligt igennem i betegnelsen fader-i-hus – en betegnelse, som dog er langt sjældnere meddelt end parallelbetegnelsen for et kvindeligt overopsyn med køkkenregionerne: moder-i-hus.