Jyske gilder i slæt, høst og tærsketid

Noter:

Jf. A.F. Schmidt: Nogle Arbejdsgilder i den gamle Landsby. i: Sprog og Kultur VII (1939) s. 1-62.

P.H. Gejel: Bondeliv i Vestjylland gennem 90 Aar. i: Sprog og Kultur IX (1941) s. 28.

At man på Skjern-egnen tillagde slætten større vægt end høsten ses også af, at man brugte gamle, afslidte leer som mejeleer i høst: man ville ikke ødelægge sin gode

“slåhøle” på de ujævne kornmarker. Jfr. henvisn. i note 2, s. 32.

Slætkarlene så dog sig selv i et andet lys, jfr.: “Enkelte Gange fik man et lille Kig ind i deres ensomme Verden – altid var det den samme Historie ... Barndom, Ungdom og saa et Hjem, Kone og Børn og nu her i Engen. Resultatet var: “Jeg er et af Samfundets Trældyr”.”. S.J. Frifelt og T.T. Kragelund: Vi svinger vor Høle (1937) s.113 f.

Jf. A.F. Schmidt: Leksikon over Landsbyens Gilder. (1950) s. 129f.

Jf., at hønse ifølge Ordbog over det Danske Sprog (ODS.) kan betyde “betale penge til traktering (med drikkevarer), fx når man optages i et lav”; samme betydning har ordet i jysk.

Jf.Ord&Sag2(1982)s.18.

Ordet opskår stammer formodentlig fra den tid, da man skar kornet med segl. Segl- tiden strakte sig frem til ca. 1600, jfr. A Steensberg: Ancient Harvesting Implements (1943) s. 238f, samt A. Eskeröd: Årets äring (1947) s. 160. Dog har seglen været i brug helt op i 1830-erne i Danmark, jfr. P.H. Gejel i henvisn. i note 2 ovf., s. 33. – Ordet skår (af skære) har bl.a. betydningen: den stribe, der mejes i en agers længde; også denne betydning går tilbage til segltiden.

Jf. A. Espegaard: Vendsysselsk Ordbog. I-IV (1972-1974).

Mht. risengrødskikkens alder: den kan først være etableret efter “de store kinafarters tid”, jfr. A. Olrik og H. Ellekilde: Nordens Gudeverden II (1951) s. 808.

Opslown (opslaget, opslået) i betydningen opmejet bruges om korn på Sundeved/Als, ellers kun om hø.

Bindegrød skal også have været betegnelse for måltidet, der blev givet, når sidste læs var kørt hjem.

Jf. ODS. II. skør.

På disse egne havde man måske rug som eneste (eller i hvert fald vigtigste) kornafgrøde. – Tidligere holdt man muligvis også rowhøtte i Sundeved, jfr. S. Andresen: En sundevedsk bondeslægts historie (1957) s. 72.

I andre egne kunne det være den tidligere avlsvædder, der blev slagtet til høstgildet. Jf. Ellekilde i henvisn. i note 10, s. 873 (Sjælland).

Jf. den rimede fortælling “Jens Kluuses Høsthøtte” (1809). i: Sønderjysk Maanedsskrift IV (1927) s. 129-143; “forseelserne” opregnes s. 136.

Her som flere andre steder måtte sidste neg med til gildet og dansen.

Ifølge H.F. Feilberg: Ordbog over jyske almuesmål IV (1914) samt H. Ussing: Det gamle Als (1926) s. 47 foreligger også en form skjulegrød, som skulle hidrøre fra, at kornet nu er skjult under husets tag. M. Kristensen ser denne form som en omtolkning af skywgrø (skyrdgrød), jf. Danske Studier 1938 s. 138, i artiklen ”Folkemål og Sproghistorie”.

Jf. S. Andresen (note 14 ovf.) samt H. Ussing (note 18) s. 35.

Jf. E. T. kristensen: Fra Sabro Herred. i: Aarbog for dansk Kulturhistorie (1900) s. 66.

Der foreligger også en enkelt oplysning om, at man fra egnen vest for Århus holdt høstlørdag i Århus.

Mht. høstlørdag jfr. N.P. Bjerregaard: Sæd og Skik i Ommersyssel (1919) s. 35f.

Jf. B. Stoklund: Høstkage og julerente. i: Budstikken 1956 s. 13-24.

Jf. Sønderjydsk Maanedsskrift XIV (1938) s.194 og N.P. Bjerregaard (note 22) s. 25.