Om muenen, o æ mårer, om monner

l Jf. Aage Hansen. Bestemt oq ubestemt Substantiv. Kbh. 1927. s.49 og 90. Som det vil ses, kommer jeg slet ikke ind på udtryk af typen om 8 dage.

Sporadisk forekomst af -en, hvor man skulle forvente -i eller (i intetkøn ) -et, har man villet forklare som det bestemte kendeord i flertal ( jf. fx. Ella Jensen: Houlbjergmålets bøjningslære. Kbh. 1956. s.l9). For mig at se tyder de pågældende former snarere på en uniformering af endelsen i de betragtede faste om-udtryk.

Den citerede betegnelse er P.K.Thorsens i: Gjedved Seminarium 1862-1912. Lægfolk uden nærmere kendskab til dialekter opfatter vist gennemgående forskellen i brug af kendeord som hovedskellet mellem ødansk og (fejlagtigt: al) jysk.

Jf. Niels Åge Nielsen & Torsten Balle: Artikelløshed i Thy. Sprog og Kultur 27 (1972). - samt Harald B.Christiansen: Artikelløsheden i Lild og Tømmerby sogne i Vester Hanherred. Dialektstudier 4 (1977).

Jf. oldnordisk at morni, at aptni (med et mere korrekt dativudløsende forholdsord, = rigsmålets ad). Via svækkelse -i >-æ er endelsen senere faldet sammen med flertalsendelsen -e(r), så de pågældende former fejlagtigt kan opfattes som flertals-dannelser, ikke bare af menigmand, men også fx. i H.F. Feilberg: Ordbog over jyske almuesmål. 1886ff, bd.II, s 740.

om awtener forekommer sågar i størstedelen af område III, men her vistnok med en anden oprindelse (jf. note 14). Når der mange steder i Midtvestjylland og i område III er optegnet om meje(r), drejer det sig snarest om den henvisning til et tidspunkt, som blev berørt i artiklens start.

Udtrykkene med årstid eller ugedag danner her undtagelse for område IIIs vedkommende; udover den østjyske type om sommeren, om sønden, træffer man stort set kun en vestjysk kopiering heraf: om æ sommer, om æ sønda (bemærk forholdsordet!).

Den bagvedliggende opfattelse går ud på, at et sprogligt system bl.a. styres af udtryks-økonomi. Ægte synonymer vil derfor ikke kunne bestå over længere perioder, idet ét af dem da normalt vil blive opgivet som overflødigt, hvis ikke i stedet ét eller begge ændrer betydning (i reglen ved indskrænkning af det hidtidige betydningsindhold). Gyldigheden af sådanne opfattelser er naturligvis problematisk.

Fx optegnelser ved P. Terpager (Ribe-egnen ca. l700), R. Lowson (Seem 1857), H.F. Feilberg (Darum ca. l880), ABjerrum (Vodder ca. l930); diverse litteratur af T. Kragelund (Hunderup ca. l930-40).

Jf. Valdemar Bennike & Marius Kristensen: Kort over de danske Folkemål, Kbh. 1898-1912. s.l53. - og: Peter Skautrup: Det danske sprogs historie. Kbh. l944ff. bd.I, s.l40 ff.

Fx optegnelser ved V. Bennike (Hvirring, Klakring ca.l880), J. Fischer (Klakring ca.1900) litteratur af M. Jepsen (Bredstrup 1884), R. Johansen (Horsens-egnen 1885), P. Alsted (Tørring 1896ff), H. Ussing (Erritsø l915ff), A. Berntsen (Engum ca. 1920-40). E. Tang Kristensen har i en enkelt optegnelse fra Bredstrup ca. 1880: om æ nat (formentlig en sekundær dannelse, jf. note 8).

Endda kun som sideform til om dawen (og et sekundært om æ daw, jf. note 8).

Fx optegnelser ved E. Tang Kristensen (Grædstrup ca. l880), V. Bennike (Bjerre h. ca. 1880), B. Jul Nielsen (Bjerre h. 1959ff); litteratur af R. Johansen og A. Berntsen (jf. note 12). Udover de to allerede nævnte udtryk omfatter typen om for- og attermejener (-medener), (iflg. B. Jul Nielsen:) om dawener (i enkeltgangsbetydning), om søndener mv., om for- og atterårener, (og endelig iflg. E. Tang Kristensen, medmindre det ene eksempel skyldes en trykfejl:) om nætner. Et på denne baggrund venteligt *om awtnener er ikke optegnet, men i stedet det sønderjysk udseende om awtener; da den sønderjyske type ellers ikke forekommer i område III, tør vi nok betragte om awtener her som en (haplologisk) afkortning af den forventede form. Det forhindrer selvfølgellg ikke, at udtrykket om awtener i naboområderne henregnes til den sønderjyske type (se ndf.)

Jf. Aksel Lassen: Skæbneåret 1659. Aarhus l958. Kort 2 sammenfatter en række af bogens resultater.

Den første antagelse bekræftes af Lassen (se forrige note) på grundlag af fødselstallene en generation efter. Tilsvarende materiale bringes desværre ikke fra det sydøstlige Sønderjylland (incl. Als).

Jf. Niels Åge Nielsen: De jyske dialekter. Kbh. 1959. Her siges en række sprogforandringer i sydøstjysk at være trængt frem vestfra. Kr. Ringgaard foreslår mere kontant (i Bjerre Herreds Bogen, Glud 1963, s.348f), at bjerreherreds-dialektens vestjyske karakter (mht. grammatisk køn og en række lydudviklinger) kunne hænge sammen med pestkatastrofen i 1659.

Fx. optegnelser ved E.Tang Kristensen (Lindeballe, Jelling, Bække, Hejls ca. l880) - og isprængt undtagelsesvise -en-eksempler: J. Madsen (Lejrskov ca. l88o), M.J. Skov (Gram ca. l880-90). Stærkere repræsenteret er -en-formerne hos P. Petersen (Lindknud ca. l880). Om J. Jacobsen (litteratur fra Vejen 1892ff) hævder H.F. Feilberg (i Dania 2 (1892-94) s.309), at han bl.a. i brugen af om-udtryk på -en er påvirket af sprogbrugen længere mod øst. Så sent som i 1960erne mener en af Jysk Ordbogs meddelere, at -en-formerne i Malt er yngre end dem uden kendeord.

Den alternative mulighed, at -er skulle være flertalsendelsen indlånt fra midtvestjysk, tør afvises med det samme. Flertalsformerne derovre anvendes jo kun i om-udtrykkenes gentagelsesbetydning, medens område IIIs om monnener etc. i lighed med det sønderjyske om monner bruges ligeså vel i engangsbetydningen.

Jf. Hugo Matthiesen: Hærvejen. Kbh. 1961. - og Peter Skautrup (se note 11).

Formen om awteneren kendes næsten kun fra -en-typens yderste forposter og er formentlig en sen paralleldannelse til de tre andre udtryk. Dette forhold synes at udelukke den - ellers fristende - alternative forklaring på område I og IIs -en-former, at de skulle være områdernes gamle udtryk (om monner, om mejer, om awtner) udvidet med et øskjysk -en. På den anden side kan det være svært at forstå, hvordan en oprindelig form med efterhængt kendeord kan hedde om monneren, når det ellers hedder en monn (moren) i samme egne. Man må snarest regne med opkomsten af en ny grundform (monner), som også stikker hovedet frem i den flertalsform, en sikker kilde sammestedsfra oplyser: monnerer.