Byge

Måske har Nudansk Ordbog tiltænkt ordet en renæssance, for i 11. udg. 1982 dukker ordet pludselig op med bl.a. betydningen “kortvarig voldsom byge” (i øvrigt med

fejlagtig etymologi).

Optegnelsen her (“By, Kule (kort Regn)”) er fra 1811 og stammer fra Niels Blicher; jf. Topographie over Vium Præstekald, udgivet af Blicher-Selskabet ved Ella Jensen. 1978.s.238. Det kan ikke afgøres, om der her er kort el. langt y.

Når vi i rigsmålet siden har fået skrivemåden byge med “falsk g”, ma det betragtes som en analogidannelse efter den tidligere almindelige udtale af ord med y + ge: med stumt g. Jf. Lars Brink & Jørn Lund: Dansk Rigsmål.1975.s.301.

Jfr. Schönfeld: Historische Grammatica van het Nederlands.§ 69ff - og G.G.Kloeke: Reflexen van Hollandsche expansie in de huidige Nederlandsche dialecten. Amster dam. 1926.

For oplysning herom takker jeg Carla Bombeld, hollandsk lektor ved Aarhus Universitet.

Det må antages, at ordet har haft en vis udbredelse i dansk, før det 1747 anvendes som et eksempelord hos grammatikeren Høysgaard.

Formen bøje er i Jysk Ordbogs samlinger tidligst afhjemlet fra 1849, da det optræder i en skibsjournal tilhørende Christen Johnsen Høy fra Sdr.Bork, der under 25. novb. 1849 har noteret “Storm og svære Sne Bøjer” (citeret efter Torben Klinting: Fra Jyllands Vestkyst.1930.s.l64); 1857 har K.J. Lyngby i Emmerlev optegnet ordet i formen böj· .

Se Hugo Mathiessen, Otto Smith & Victor Hermansen: Ribe Bys Historie 1660-1730, s.l43 ff. - og Otto Smith & Victor Hermansen: Ribe Bys Historie 1730-1820.bd.I. s.ll8ff.

Jfr. C. Klitgaard: Skagen Bys Historie.1927.s.43.