Er det på tide vi DAF(FER)?

Kritikkens hjemløshed får en plads

Resumé

Denne artikel undersøger, hvordan Den Alternative Forelæsningsrække (DAF) er opstået som en konkret praksis og et rum for kritik og håb blandt psykologistuderende ved Københavns Universitet. Med afsæt i erfaringer fra de seneste års studenterkritik af en tiltagende faglig indsnævring på psykologiuddannelsen viser vi, hvordan forsøg på dialog “indenfor murerne” ofte er blevet mødt med symbolsk inddragelse, misgenkendelse og afvisning. Inspireret af den hysteriske position i den universitære diskurs (Byrckel, 2015) og Sedgwicks (2023) sondring mellem paranoid og reparativ læsning, analyserer vi, hvordan kritikken kan miste retning, når den udelukkende drives af afsløring. Vi argumenterer for, at Den Alternative Forelæsningsrække fungerer som en konkret utopi (Nissen, 2014) og en counter-hegemonisk praksis (Mørck et al., 2024), hvor studerende får mulighed for både at stille spørgsmål og skabe alternativer i samarbejde frem for opposition. Forelæsningsrækken udgør dermed ikke blot en kritik af den hegemoniske faglighed, men også et håbefuldt, kollektivt forsøg på at genforankre psykologien i mangfoldighed, nysgerrighed og omsorg – og give kritikken et (foreløbigt) hjem.

Nøgleord:
Studenterkritik, psykologiuddannelsen, faglig mangfoldighed, kollektive praksisser, Den Alternative Forelæsningsrække.