Etik i - og efter - socialt retfærdig forskning med udsatte børn
DOI:
https://doi.org/10.7146/nu.v51i2.143985Resumé
I artiklen ser jeg tilbage på arbejdet med min ph.d.-afhandling (Lagermann, 2014) om skolen som mulighedsrum for udsatte etnisk-racialiserede minoritetselever i skolen. I den forbindelse ser jeg på, hvordan etik ifm. arbejdet med dette genstandsfelt er meget andet og mere end formaliserede og standardiserede retningslinjer for forskningsetik. I min forskning, der skriver sig ind i den tradition, der går under betegnelsen Social Justice studier, handler etik i lige så høj grad om det kritiske (videnskabs)teoretiske og metodologiske apparat, der anvendes undervejs i arbejdet med afhandlingen, som det handler om det, Swartz (2011) beskriver som ’reciprok etik’; at give noget tilbage. Afslutningsvis peger jeg på, hvordan det at give tilbage efter endt feltarbejde, i en social retfærdig optik, ikke blot handler om at give tilbage til de konkrete unge, men i lige så høj grad handler om at give tilbage – i form af viden og hjælp til handling – til de professionelle, der omgiver de unge.
Nøgleord:
Etik, social retfærdighed, kvalitativ forskning, udsathed, ungdom