Sorgens singularitet – og dens banalitet
DOI:
https://doi.org/10.7146/nu.v48i2.141711Nøgleord:
Sorg, singularitet, Reckwitz, kurateret performativitetResumé
Sorgen er, tilsyneladende, alle steder i vores samtid. Vi støder på den i populære medier, fra dokumentarer til spillefilm om sorg, til selvhjælpsbøger og autobiografier om sorg. Samtidigt med dette har den igangværende diskurs ekspanderet og man kan nu jævnligt læse om sorg i både aviser, dagblade osv. Alt dette handler om et almenmenneskeligt livsvilkår, vi alle skal stå overfor og som derfor berører enhver af os. Det kan virke, som om vi står ved en skillevej, hvor sorgen på den ene side frisættes af det tabu, den tidligere har været underlagt, men på den anden side også står overfor nye udfordringer, hvor man nu kan blive klassificeret som syg af sin sorg via diag- nosen, Prolonged Grief Disorder (World Health Organization, 2018). Dette er ikke en ‘ny’ debat – sorgen har altid eksisteret, men den har også altid eksisteret i lyset af forskellige historiske perioder, hvor vi har forholdt os til den på forskellige måder (Kofod, 2017). I det følgende vil jeg diskutere, hvordan vi kan forstå sorgen gennem Andreas Reckwitz’s beskrivelser af samtiden som præget af det singulæres logik (Reckwitz, 2019). Sorgen er ambivalent, fordi den på en og samme tid er banal og universel, men også partikulær og livsforandrende. Sorgen er, for hvert individ, således en singulær oplevelse. Men den er også almindelig, netop fordi vi alle skal opleve den. Kan vi forstå sorgens placering i vores samtid i lyset af Reckwitz’s begreb om det singulære? Er de histo- rier vi læser og hører om, hvad Reckwitz ville kalde ‘kuraterede’ biografier, der ophæver et almenmenneskeligt vilkår til noget singulært og attråværdigt? Og hvad er betydningen for de, hvis sorg ikke formår at leve op til dette ideal om den singulære sorg? I det følgende vil jeg diskutere disse aspekter i en hovedsageligt dansk, men også mere overordnet europæisk kontekst, velvidende at det kan være svært at tale så generelt. Jeg er ikke interesseret i at komme med nogle klokkeklare konklusioner eller empiriske eksempler, men i stedet på at se hvilke andre forståelser der kan opstå om sorgen med Reckwitz’ begreber.