Dødskultur og sorgkultur

– om (nye) måder at gøre død og sorg på

Resumé

Ifølge mange fremtrædende sociologer – herunder Anthony Giddens, Ulrich Beck, Zygmunt Bauman og Andreas Reckwitz blot for at nævne nogle få – lever vi i individualiseringens tidsalder. Det betyder, at det, der førhen var noget socialt og kollektivt, i stigende grad opfattes og opleves som noget individuelt. Dette gælder for stort set for alle forhold i livet. Det gælder imidlertid også for døden og sorgen.

Der er dog ingen tvivl om, at både død og sorg er kulturelle og kollektive fænomener, der formes af den historie, som knytter mennesker sammen i samfund og fællesskaber. Det er derfor, at det giver mening at tale om tilstedeværelsen af døds- og sorgkulturer, der forandrer sig over tid.

I dette kapitel vil vi kaste lys over død og sorg som kulturelle fænomener og gennem både teoretiske og empiriske nedslag demonstrere og illustrere, hvorledes død og sorg selv under påvirkninger fra individualiseringstendenser vedbliver med at være formet af og udtryk for kulturelle og kollektive forhold. Vi skal i den forbindelse bl.a. se på kulturbegrebet som et baggrundstæppe for at forstå menneskers forhold til død og sorg, og vi skal se nærmere på nogle overordnede historiske og kulturelle forandringer i døds- og sorgkultur, herunder tabuiseringen, privatiseringen og tilbagekomsten af døden over det seneste århundrede samt individualiseringen, professionaliseringen og stigmatiseringen af sorgen i samme periode. Formålet er således at vise, hvordan vores forhold til død og sorg hele tiden afspejler grundlæggende forandringer i den måde, som vi lever og forstår livet på.