De forførte som oprørere

– Hvordan man motiverer oprøret

Resumé

“Nogen burde gøre noget!” Men hvorfor gør ingen egentligt det? En politisk motiveret psykologi bør være i stand til at forklare os, hvordan folk begynder at gøre oprør imod systemer, som de ikke finder tilfredsstillende, men også hvorfor de nogle gange ikke gør dette. I denne artikel vil jeg bruge begrebet om begær som en teoretisk prisme for at søge at forstå dette problem ved at stille spørgsmålet: hvordan får man folk til at ville oprøret? Dette udfoldes med eksemplet om psykologistuderende på Københavns Universitet, hvor jeg selv er uddannet fra, som bruges til at understøtte den teoretiske og begrebsmæssige udvikling.

Artiklen begynder med en indledende syntetisering af en begrebslig struktur, som skal tjene det formål at kunne forklare teoretisk, hvad det vil sige at begære noget, som indebærer et oprør – altså at ville det. Med udgangspunkt i Bernard Stieglers filosofi og Hartmut Rosas sociologi søges herefter at beskrive, hvordan begæret kan knægtes eller på anden måde omdirigeres, hvilket i en teoretisk for- stand kan gøre begæreret om oprøret umuligt. Det vil blive søgt demonstreret, at det er muligt at bekæmpe det system, der knægter begærsstrukturerne, igennem ideologikritikken som interpellation (Nissen, 2012). I artiklen bliver disse teorier videreudviklet ved at inddrage

begrebet om performance (Butler, 1988), som reatikuleres til en forførende praksis (Laplanche, 2011). Opsummerende argumenterer jeg i denne artikel for, at reartikulationen som gensidigt interpellerende praksis af forførelse kan muliggøre begæret af det, der indebærer oprøret, og der argumenteres ydermere for at sådanne et begær er nødvendigt for at et oprør kan finde sted. Der gives et bud på, hvordan sådan en reartikulation kan se ud vedrørende eksemplet med de psykologistuderende. Slut- teligt reflekteres der kort over, hvad der sker “dagen efter oprøret”.