Grundtvig, Bede and the testimony of antiquity
DOI:
https://doi.org/10.7146/grs.v57i1.16495Abstract
Grundtvig, Bede and the testimony of antiquity
[Grundtvig, Beda og arven fra oldtiden]
Af S. A. J. Bradley
Af historien far enhver generation tilbudt indblik i modeller, der rummer såvel kontinuitet som diskontinuitet. Bevidstheden om sådanne vidnesbyrd, der viser kontinuitet tilbage til oldtiden, er en magtfuldt formende kulturel kraft, en nogle til at udspørge fortiden om nutidige problemstillinger samt angive signaler for fremtiden. Dette kan illustreres ved for eksempel at undersøge holdninger til kvinders varetagelse af opgaver i den kristne menighed, et forhold, der kan følges tilbage i historien via så betydelige teologer som Grundtvig, Thomas Aquinas, Beda Venerabilis til nogle af de oldkirkelige teologer. I lyset heraf er det oplysende at betragte de holdninger til oldtiden, som Grundtvig og Beda Venerabilis indtog.
Bedas Kirkehistorie (Historia ecclesiastica gentis Anglorum) var blandt de værker inden for den oldengelske litteratur, som Grundtvig tidligt fordybede sig i. Det viser sig ved nærmere undersøgelse, at Grundtvig har meget tilfælles med Beda, ikke blot angående opmærksomhed over for den nutidige betydning, der rummes i historien fra aldre tider, men også i henseende til en bestemt opfattelse af de mere dybtliggende strukturer bag enhver historisk beretning, ud fra hvilken de begge som historikere uddrager en kristen historiefilosofi. Det er blevet fremfort med megen vagt, at Grundtvigs forestillinger om universalhistorie pa afgørende vis blev præget af hans mode med det oldengelske digt Bjovulf, men bag idegrundlaget i Bjovulfs poetisk formede epos ligger Bedas universalhistoriske oplag, som Grundtvig var bekendt med. Det vil derfor vare givende for Grundtvig-forskere at undersøge Grundtvigs mode med Beda mere dybtgående, set som en væsentlig del af hans mere omfattende beskæftigelse med den oldengelske kultur. Derigennem vil det blive muligt at nå til en mere fyldestgørende forståelse af den bemærkelsesværdige kraft, der ligger i Grundtvigs forhold til oldtiden.