An Englishman in Vartov Church, 1872

Abstract

An Englishman in Vartov Church, 1872

[En englander i Vartov Kirke, 1872]

Af S. A. J. Bradley

Edmund Gosse, Two Visits to Denmark 1872, 1874 (London, 1911), Ch. V, 78-87.

Englanderen Sir Edmund Gosse (1849-1928) var i sin samtid en fremtrædende og indflydelsesrig litterar skikkelse, hvis fortjeneste det var at formidle nordisk litteratur, især forfatteren Henrik Ibsens forfatterskab, hvoraf han oversatte enkelte værker, til den engelsksprogede verden.

Som ung mand besøgte Gosse Danmark to gange. Under sine besøg i København i 1872 boede han hos Holmens provst (senere biskop) Bruun Juul Fog og dennes ugifte søster Aline. Hans beretning om disse besøg blev Forst offentliggjort flere ar efter, at besøgene havde fundet sted, hvorfor man af denne og andre årsager ma modtage detaljerne med nogen forsigtighed.

Men Gosses beretning er skrevet i en forfriskende selvstændig and, balancerende mellem beundring og kritik, og pa trods af dens mangler er hans impressionistiske beretning af atmosfæren i Vartov kirke i Grundtvigs sidste tid et vigtigt vidnesbyrd.

Norden havde pa denne tid ikke nogen mere ekstraordinær personlighed end Grundtvig, siger Gosse, og han giver en kortfattet beretning af Grundtvigs modige og stadige kamp for kirkens frihed. Hans succes, siger Gosse, er bevist i grundtvigianismens udbredelse og i oprettelse af folkehøjskoler.

Overrasket over at opdage, at Grundtvig stadig levede og prædikede, besluttede Gosse, at han matte tage ind til Vartov og hore Grundtvig prædike. Skønt Fog - som Clausen og Martensen - gennem hele livet havde varet modstander af Grundtvig, besluttede han at gore Gosse følgeskab.

Gosse giver en detaljeret beskrivelse af stemningen i den fyldte kirke, mens man ventede pa Grundtvigs ankomst. Han beskriver den livlige salmesang - “højt og hurtigt i et Staccato af Skjaldens egen Opfindelse” - så forskellig fra den langsomme made som den gang gjaldt i folkekirken. Så gjorde Grundtvig en brat og påfaldende entre. For Gosse at se, var han en utrolig gammel mand, der mere lignede en norsk trold; og med en stemme, der lod som kom den fra en kalder under hans fødder. Efter at have gået rundt blandt den mere eller mindre ekstatiske menighed og modtaget deres hyldest, besteg Grundtvig prædikestolen og prædikede med en dyb, og svigtende, stemme. Hans prædiken, siger Gosse, “advarede os mod falske ånder, og bod os at prøve enhver ånd, om de var af Gud”. Grundtvig mindede da snarere Gosse om en gammel druide. Gosse er taknemmelig for, at han fik denne mulighed for at se og hore Grundtvig, som døde kun en måned senere.