Grundtvigs kønsopfattelse og Villiam Grønbæks analyse af hans kvindesyn

Abstract

Grundtvigs kønsopfattelse var dualistisk, han betragtede mand og kvinde som grundlæggende forskellige. Mandens følelser fører til handling, mens kvindens følelser udspringer af hjertet. Samtidig mente han, at de begge er skabt i Guds billede og hver for sig kun er halve mennesker. Kvindens hjertelighed er lige så vigtig som mandens handlekraft. Grundtvig kritiserede oplysningstidens rationalisme og individualisme for at overse den kvindelige hjerteligheds betydning inden for familien og i menigheden. Da Mathilde Fibigers roman Clara Raphael, 1851, åbnede en bred diskussion om kvindens stilling i det nye demokratiske samfund, anmeldte Grundtvig den positivt som en meget kvindelig og dansk bog, selv om forfatterens ønske om politisk og kulturel ligestilling ikke optog ham. Kønsdualismen var i overensstemmelse med samtidens romantiske livssyn, men i modstrid med det nye demokratis ligestillingsidéer. Ved at se kvinden som et midtpunkt i den kristne menighed tillagde Grundtvig hende større betydning menneskeligt og samfundsmæssigt, end samtiden gjorde, og pegede frem mod de ligestillingsbestræbelser, Fibiger blev fortaler for. Artiklen modstiller Grundtvigs og Fibigers kønssyn på baggrund af Magnus Stevns artikel “Kvinden i Grundtvigs Salmer”, 1941, og Villiam Grønbæks Psykologiske tanker og teorier hos Grundtvig, 1951.