Enhed og harmoni. En analyse af Ignatius af Antiokias ekklesiologi med perspektiv til paulinsk ekklesiologi

Abstract

Med udgangspunkt i en socioretorisk analyse af Ignatius af Antiokias breve undersøger denne artikel den kristne ekklesiologi ved overgangen til det 2. århundrede e.Kr. Denne analyse viser, at menighedernes enhed og harmoni var afgørende idealer for Ignatius, og at han funderede sin ekklesiologi med antikkens ledelsesidealer som retorisk bagtæppe. Dette ses blandt andet ved hans beskrivelser af biskoppens, presbyternes og diakonernes rolle i menigheden, i hvilke han fremsætter embedsholdernes liturgiske og teologiske funktion som et afgørende bolværk mod kaos og splittelser i menighederne. Artiklen sætter herefter væsentlige indsigter fra analysen i kontrast til den nytestamentlige, paulinske tradition. På denne baggrund fremsætter artiklen dels en teologisk nedskalering af den ekklesiologiske pneumatologi og dels en mere konservativ retorisk overtagelse af antikkens sociografi som mulige forklaringer på, hvorfor kirkens ekklesiologi blev mere stratificeret og hierarkisk ved overgangen til det 2. århundrede
e.Kr.