Benjamin og læsninger af storbykultur i mellemkrigstidens Berlin.

Resumé

Annelise Ballegaard: Benjamin og læsninger af storbykultur i mellemkrigstidens Berlin

For ca. 30 år siden holdt jeg på dette sted et oplæg, hvori Walter Benjamin indgik – og det var mit første møde med ham. Jeg analyserede i oplægget artiklerne om hhv. ”Der Autor als Produzent” og ”Das Kunstwerk im Zeitalter seiner technischen Reproduzierbarkeit” (begge fra midten af 1930rne) i sammenhæng med andre bud på en materialistisk æstetik i mellemkrigstidens Tyskland. Siden da har jeg især beskæftiget mig med Benjamin i forbindelse med storbykultur og - litteratur, og dér har jeg ’trukket på’ Passage-værket. I dag vil jeg fokusere på en anden side af Benjamins virke: hans litteraturkritik.

Henning Goldbæk: Erindring som form hos Benjamin og Proust

Erindring som form hos Benjamin og Proust I 1930 oversætter Benjamin nogle få sider fra Prousts store essay Sur la lecture, der står i Pastiches et melanges. Prousts essay blev oprindelig skrevet som en indledning til hans oversættelse af to Ruskintaler, altså som en kommentar til hans egen oversættelse, og den tradition følger Benjamin i sin oversættelse af citater fra Sur la lecture. Ligesom Proust aldrig nøjes med at oversætte Ruskin, men tolker ham ind i sit eget univers, til syvende 11 og sidst ind i På sporet af den tabte tid, som essayet Sur la lecture indgår i, så gør Benjamin det samme med Proust. Han citerer ham ved at kommentere ham, han følger simpelthen opskriften fra Pastiches et melanges, han efterligner og blander Proust ind i sin egen sammenhæng, og det er omkring 1930 blandt andet Zum Bilde Proust, og allerede grundstrukturen for Passageværket, der foregribes i det lille essay: kommentar, værkcitat, omfortolkning. Det, der især optager Benjamin i hans udpluk fra Sur la lecture, er Prousts ”forfølgelse af den barnlige tilværelse i alle dens skjulte mæandere” og det forhold, at en bog for forfatteren, der har skrevet den, er en konklusion, mens den for læseren er en ansporing, en incitation, som det hedder. I den danske fremmedordbog er incitation forklaret som et skub, et sving, en opildning, og at incitere som at opildne, anspore, tilskynde, pirre.

John Thobo-Carlsen: Benjamin og Barthes

Walter Benjamin og Roland Barthes forekommer mig at være to udgaver af det, Barthes et sted kalder "et sprogligt subjekt"i , som på stimulerende måde udfordrer hinanden. To personer, der på trods af forskelle i deres kulturelle rødder, har udviklet en indsigt i menneskenes indbyrdes forhold og forhold til omverdenen af nogenlunde ens karakter. For begges vedkommende har det ført til den opfattelse, at hverken litteraturen eller udsagn om litteraturen har helle noget sted. De må på hver deres måde vedkende sig deres egen skrivepraksis. Når Roland Barthes på den ene side hævder, at glæden og gyset ved at læse og skrive litteratur er knyttet til den udfordring og det besvær, som man har med at forlige sig med sprogets almindeligheder, floskler og stereotyper, og Walter Benjamin på den anden side mener, at man kun kan erkende sig selv og andre i benævnelsen – så synes det klart, at for dem begge har der ikke været nogen vej uden om sproget.