Lysets tøven: Ole Rømers elegante måling fra 1676

Abstract

For snart 350 år siden, i 1676, demonstrerede Ole Rømer at lyset tøver, dvs. at det udbreder sig med en endelig, om end meget høj hastighed. Rømer havde analyseret de tidsforskydninger, der tilsyneladende opstod i formørkelserne af månen Io, når den i sin bane passede ind i kæmpeplaneten Jupiters skygge. Når Jorden bevægede sig væk fra Jupiter, så kom Io senere til syne end forventet; men når Jorden nærmede sig Jupiter, så kom Io omvendt tidligere til syne. Over mange omløb blev forskydningen gradvist målbar og kunne derfor give et estimat for lysets rejsetid hen over Jordbanens diameter. Ole Rømers resultater er bl.a. kendt pga. referatet af et møde i det franske videnskabernes selskab, der blev publiceret i 1676 i tidsskriftet Journal des Sçavans. Resultatet blev vel modtaget af de videnskabelige giganter Huygens og Newton, mens Cassini modsat var skeptisk. Rømers arbejde blev senere bekræftet af Bradleys opdagelse af stjerneaberrationen.