Gæsteredaktører: Ole G. Mouritsen https://orcid.org/0000-0002-4258-8960 og Rogert Bauer
Ansvarshavende redaktør: Mads Hammerich
Temanummer om molekylær biofysik
Anvendelse af fundamentale fysiske principper og lovmæssigheder i studier af biologiske systemer og deres funktion er ikke ny, men har gennem mange år med stor succes været foretaget af fysiologer og medicinske biofysikere, bl.a. til beskrivelse af nervefunktion, stoftransport og muskelkontraktilitet. Det er især fysiske discipliner som elektrodynamik, transportteori og kontinuumsmekanik, der her har fundet anvendelse. Hvad der imidlertid er nyt, er at mange fysikere i disse år vender sig mod problemstillinger i biologien eller mod fysiske problemer, som er inspireret af specifikke biologiske fænomener. Det er især fysikere med baggrund i højenergifysik, statistisk fysik, faststoffysik og komplekse systemers fysik, som begiver sig ind i biofysikken, især den molekylære biofysik.
Nærværende temanummer om molekylær biofysik forsøger med nogle eksempler at afspejle, hvad fysikken på den ene side kan bidrage til i beskrivelsen af biologiske systemer, og på den anden side hvad biologiske systemer og fænomener kan give af nye og udfordrende fysiske problemer.
I den første artikel beskriver Henrik Bohr og Per-Anker Lindgård ét af de store problemer i moderne biologi, nemlig foldningen af proteiner, og hvorledes dette problem kan undersøges med begreber hentet fra fysikken af polymerer og faste stoffer.
Som en del af deres funktion associerer proteiner sig med hinanden. Dette er temaet i Rogert Bauers artikel, der gør rede for, hvorledes supramolekylære proteinkomplekser og deres struktur kan studeres med fysiske teknikker som lys- og neutronspredning. I Ole G. Mouritsens og Olaf Sparre Andersens artikler tager vi endnu et skridt mod mere komplekse, supramolekylære biologiske strukturer, cellemembraner og ionkanaler (se bagsiden). Her bliver det vist, hvorledes disse systemers fysik kan kontrollere deres funktion. Endelig beskæftiger Henrik Flyvbjerg sig i sin artikel med et endnu højere niveau af cellens organisering, som involverer mikrotubuli. Mikrotubuli er lange rør af proteinkrystaller, som bl.a. medvirker ved deling af cellen (forsidebilledet). Det bliver beskrevet, hvorledes moderne molekylær biologi giver anledning til nogle gode fysiske problemer på små længdeskalaer, hvor grænserne mellem biologi, kemi og fysik bliver flydende.