Tyfusfeber og den syge i en medicinsk brydningstid

Resumé

De hyppige og allestedsnærværende febersygdommene var hovedproblemet for 1800-tallets læger. Artiklen undersøger tyfusfeberen i Danmark fra 1820 til 1860, hvor den traditionelle hippokratiske medicin blev udfordret af nye idéer om lægevidenskabelig metode og sygdom i menneskets krop.

I 1820’erne og 1830’erne var opfattelsen af tyfusfeber dynamisk og individualiseret. Et hovedbegreb var idéen om naturens lægende kraft i menneskets organisme, som igangsatte helende processer. Lægen skulle tolke disse processer, fordi de var pejlemærker i lægens terapi af den enkelte patient. Tyfusepidemierne var også præget af lokale forhold som vejret og klimaet.

Indførelsen af medicinsk statistik og en mere organbaseret sygdomsforståelse omkring 1840 betød, at lægernes forståelse af tyfus blev mere standardiseret. Udviklingen skabte debat, og nogle læger argumenterede for, at den nye organbaserede og kvantificérbare forståelse af sygdom truede patientbehandlingen og distancerede lægen fra den syge patient.

Artiklen diskuterer også den dominerende fortælling om tyfusfeberen i den medicinhistoriske litteratur, som lidt ensidigt har fokuseret på udviklingen i lægernes diagnostik og ikke inddraget udviklingen af f.eks. den hippokratiske medicin.

MORTEN ARNIKA SKYDSGAARD

MUSEUMSINSPEKTØR, PH.D.

STENO MUSEET

SCIENCE MUSEERNE, AARHUS UNIVERSITET

SKYD@SM.AU.DK