Temp - tidsskrift for historie

Epidemihistorie

2024-09-03T14:15:58+02:00

Denne introduktion har til formål at undersøge, hvordan disciplinerne historie og epidemiologi kan berige hinanden. Den foreslår en nyttig skelnen mellem, på den ene side, studier der søger at anvende historien til at udvide vores viden om epidemiske sygdomme, og på den anden side, studier der forsøger at bruge den dramatik, som patogener forårsager, til bedre at forstå spændinger og dynamikker i fortidens samfund. I det første tilfælde bliver fortiden en ny uudnyttet kilde til 'data' for epidemiologer. I det andet tilfælde gør kriser forårsaget af epidemiske sygdomme det muligt for historikeren at se – eller tydeligere at se – hvad der var på spil i fortiden. Selvom denne binære opdeling er nyttig, er den også grov og skematisk. Der er derfor behov for en dialog, som kan sikre, at historie og epidemiologi ikke kun tjener hinanden, men også beriger hinanden i ægte bio-sociale analyser. Det temanummer, som denne introduktion er skrevet til, bør ses som et forsøg på at indlede en sådan 'dialog'.

Døden kommer fra Lübeck

2024-08-29T17:32:30+02:00

Den Sorte Død ramte Danmark første gang i 1349-50, men inden århundredet var omme, havde efterfølgende bølger sandsynligvis hærget landet endnu fem gange. Det kunne ikke undgå at ramme kirken, og artiklen undersøger hvordan. En hidtil overset konsekvens var, at lægmænd fik øget indflydelse på forvaltningen af givet jord.

LARS BISGAARD, LEKTOR, PH.D.

CENTER FOR MIDDELALDERSTUDIER

SYDDANSK UNIVERSITET

BISGAARD@SDU.DK

Pest i pattedyr og parasitter

2024-08-29T17:39:53+02:00

Det første udbrud af den anden pestpandemi (1300-tallet til 1800-tallet), bedre kendt som Den Sorte Død, dræbte op imod 60 % af den europæiske befolkning. Det var dermed den nok mest dødbringende epidemi i verdenshistorien, og den har med rette været genstand for en betydelig forskningslitteratur. Senest har særligt studiet af ancient DNA, DNA udvundet fra døde organismer, revolutioneret forståelsen af Den Sorte Død: Vi ved nu, at sygdommen gjorde sit indtog i menneskelige samfund helt tilbage i neolitisk tid, at det var bakterien Yersinia pestis, der forårsagede den, og at moderne og historisk pest epidemiologisk set er nogenlunde ens. Det åbner for en række nye forskningsmuligheder. I denne artikel fokuserer jeg på, hvorfor Den Sorte Død var langt mere dødbringende end andre pestepidemier, og hvordan den spredtes fra individ til individ. Det har været kutyme i historieforskningen at trække på en simpel smittemodel, hvor mennesker blev smittet af lopper fra sorte rotter. Her argumenterer jeg med udgangspunkt i en blanding af epidemiologisk forskning i pest, arkæologiske fund og historiske dokumenter for, at der er behov for en langt mere omfattende smittemodel. Husdyr, menneskelige parasitter og en række vilde dyr må alle medtænkes i de modeller, pesthistorikere trækker på. Med udgangspunkt i England fremhæver jeg nogle af pestbakteriernes middelalderlige smitteveje. Min analyse peger på, at Den Sorte Død bedst forstås som en panzoose (et smitsomt sygdomsudbrud blandt dyr) fremfor en menneskelig epidemi, hvor en række dyrepopulationer på forskellig vis formåede at holde smitten i live i England efter introduktionen i 1348, hvilket gjorde det muligt for pestbakterien at gøre sit indtog hos mennesker gentagne gange. Den tværfaglige metode, jeg her anlægger, kan med fordel oversættes til andre områder og pestudbrud og dermed yderligere udbygge vores forståelse af pestens historiske epidemiologi.

DAVID L. G. MIEDZIANOGORA

MASTERSTUDERENDE

INSTITUTE OF ARCHAEOLOGY

UNIVERSITY COLLEGE LONDON

david.miedzianogora.23@ucl.ac.uk

Peztilentze og blodsot. Pest og dysenteriepidemierne i Øster Løgum, 1627-29

2024-08-29T17:42:10+02:00

Denne artikel undersøger Øster Løgum, et landsogn i Slesvig, som blev ramt først af dysenteri, siden af pest, i årene 1627-29. Dødsårsager er sjældne i kilder før midten af 1800-tallet, og det samme er case-områder, der muliggør en mere eller mindre direkte sammenligning mellem to forskellige epidemiske sygdomme. Øster Løgum har dog begge dele, for præsten noterede sognebørnenes dødsårsager under epidemierne, hvilket muliggør en detaljeret analyse af de to sygdommes spredning. I historiografisk henseende er der en markant kontrast mellem byldepest – vel nok den mest omdiskuterede sygdom i historien – og dysenteri, som har været ganske udbredt, men som sjældent fylder i historieskrivningen. Artiklen tager fat på nogle konkrete mål for sygdommenes spredning i tid og rum, på flere niveauer, for at sammenligne deres aftryk på sognet. Der var markant forskel på de to epidemier. Dysenterien ramte de fleste landsbyer på omtrent samme tid, og dødeligheden var nogenlunde jævnt fordelt. Pesten ramte derimod skævt og asynkront. Den ramte særligt hårdt i to ud af sognets seks landsbyer, men her var dødeligheden så også særdeles høj. Denne skævhed var også til stede på husstandsniveau, hvor pesten i gennemsnit dræbte flere medlemmer af de husstande, den ramte, end dysenterien gjorde.

MADS VILLEFRANCE PERNER, PH.D.-STIPENDIAT, CAND.MAG.

RIGSARKIVET OG SAXO-INSTITUTTET, KU

DWV530@KU.DK

METTE COLDING DAHL, FORSKNINGSBIBLIOTEKAR, CAND.MAG.
DET KGL. BIBLIOTEK
MEDH@KB.DK

"Med hensyn til forebyggelsen af epidemiske sygdommes videre udbredelse ..."

2024-08-29T17:45:01+02:00

Den danske epidemibekæmpelse hvilede i størstedelen af 1800-tallet på en forordning fra 1782. Denne lovgivning skabte stadig større tvivl og uklarheder, og det var en meget tiltrængt modernisering af loven, der kom i 1888. Artiklen viser, hvordan den nye lov bidrog væsentligt til at styrke bekæmpelsen af epidemier i Danmark. Det gjorde den, fordi forebyggelse blev indført som et nyt element i lovgivningen. Ved hjælp af to epidemier af henholdsvis tyfus i 1881 og meningitis i år 1900 samt data fra Sundhedskollegiets epidemi- og medicinalberetninger og forhandlinger i Rigsdagen sandsynliggør artiklen, at det forebyggende element i loven var en afgørende faktor for, at antallet af epidemier faldt i Danmark i 1890’erne. Ydermere fik loven den indirekte konsekvens, at der i årene efter, at loven blev vedtaget, blev opført mange særlige epidemisygehuse.

PETER H. IVERSEN

MUSEUMSINSPEKTØR, CAND.MAG.
VIBORG MUSEUM
PEI@VIBORG.DK

Epidemihåndtering i en brydningstid. Mælkeepidemier i Danmark

2024-08-29T17:47:41+02:00

Fra 1874 begyndte man at forbinde epidemier af en række sygdomme i Danmark med mælk. De såkaldte mælkeepidemier kom med mikrobeteorien, der i 1880’erne gjorde hastigt indtog i dansk medicin. Mælkeepidemiernes historie i Danmark har hidtil ikke været beskrevet, men blev i samtiden betragtet som en alvorlig trussel mod folkesundheden. Denne artikel belyser danske distriktslægers bekæmpelse af mælkeepidemier af difteri i perioden 1881-1914. Den første mælkerelaterede difteriepidemi fandt sted i 1881. Usikkerhed om årsagerne til difteri og en skepsis overfor, hvorvidt mælk kunne sprede sygdom, betød dog, at det først var ved en epidemi i 1889, at mælk blev erklæret som årsagen. I 1800-tallet håndterede distriktslægerne mælkeepidemierne ved inspektioner, isolation af syge, desinfektion, skolelukninger og forbud mod salg af mælkeprodukter fra mistænkte mejerier. Beføjelserne blev indskrænkede ved epidemiloven i 1888, hvilket fik konsekvenser for epidemihåndteringen af en difteriepidemi året efter. Ved en senere revision i 1892 blev distriktslægernes beføjelser udvidet markant, og i begyndelsen af 1900-tallet stod distriktslægerne med en række vidtgående beføjelser og avancerede bakteriologiske metoder til at inddæmme epidemierne. Til trods for dette fortsatte mælkeepidemierne med at hærge i Danmark ind i midten af 1900-tallet.

MATHIAS MØLBAK INGHOLT

POSTDOC, PH.D.

CAMBRIDGE GROUP FOR THE HISTORY OF POPULATION AND SOCIAL STRUCTURE UNIVERSITY OF CAMBRIDGE

MMI27@CAM.AC.UK

Matematisk modellering. Et studie af københavnske koppeepidemier

2024-08-29T17:49:43+02:00

Matematisk modellering af sygdomsspredning ved hjælp af computersimulationer og differentialligninger er et udbredt redskab inden for moderne epidemiforskning, men har hidtil spillet en mindre rolle i historisk epidemiforskning. I denne artikel vil jeg forsøge at beskrive en gruppe historiske epidemier, nemlig de tilbagevendende koppeepidemier i 1700-tallets København, ved hjælp af dynamisk modellering.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte epidemierne at blive hyppigere og mindre forudsigelige, men også mindre voldsomme. Det faldt sammen med, at nye tiltag mod smitten vandt indpas, herunder variolation, også kaldet inokulation. Variolation indebar, at personer bevidst blev smittet med en lille dosis koppematerie i håb om, at de ville få et mildt sygdomsforløb og blive immune mod de ’naturlige’ kopper.

I artiklen vil jeg vise, at et mindre antal smitsomme variolationer ifølge en simpel dynamisk sygdomsmodel kan forklare de observerede ændringer i koppernes dynamik. Derudover vil jeg undersøge, om en lignende model af koppespredning ved rejser mellem flere byer kan forklare, hvordan kopperne kunne blive endemiske i København trods byens begrænsede størrelse. Derved vil jeg demonstrere, hvordan modellering kan have en væsentlig plads i det interdisciplinære studie af historiske epidemier ved at afprøve forskellige tænkte scenarier.

ANDREAS EILERSEN, POSTDOC, PH.D.

PANDEMIX CENTER, ROSKILDE UNIVERSITET

SAMT TEORETISK BIOLOGI, ETH ZÜRICH

EILERSEN@RUC.DK

De næseløse. Om folkesyfilissen set fra nutiden

2024-08-29T17:51:25+02:00

Ifølge den medicinhistoriske litteratur blev det moderne danske sygehusvæsen skabt i kølvandet på et udbrud af syfilis på Fyn, som i 1806 førte til opbygningen af et system af amtssygehuse i Danmark.

Symptomerne mindede da også om dem, man finder hos syfilispatienter, og alligevel viste udbruddet sig ved en række særlige karakteristika, såsom at lidelsen ofte viste sig i ansigtet og kun sjældent omkring kønsorganerne. Lidelsen gik af samme grund under navne som ”den næseløse syfilis” og ”den jyske syfaloid”.

Behandlingen på de offentlige sygehuse viste sig effektiv, og i 1860’erne var individer påvirket af næselidelsen stort set forsvundet fra gadebilledet, mens antallet af veneriske syge oplevede en stigning. De gamle betegnelser fik ikke desto mindre lægen og medicinhistorikeren Edvard Ehlers til årtier senere at kalde fænomenet for ”folkesyfilis”, og han holdt derved liv i ideen om, at det havde været en afart af den seksuelt overførte sygdom. Men spørgsmålet er, om der overhovedet var tale om syfilis?

Artiklen gennemgår epidemiens historiske forløb og fortolkninger af lidelsen over tid, og den slutter af med nogle overvejelser om, hvilke sygdomme der kan have været på spil.

POUL DUEDAHL

PROFESSOR I HISTORIE, PH.D.

INSTITUT FOR POLITIK OG SAMFUND

AALBORG UNIVERSITET

DUEDAHL@DPS.AAU.DK

Tyfusfeber og den syge i en medicinsk brydningstid

2024-08-29T17:53:00+02:00

De hyppige og allestedsnærværende febersygdommene var hovedproblemet for 1800-tallets læger. Artiklen undersøger tyfusfeberen i Danmark fra 1820 til 1860, hvor den traditionelle hippokratiske medicin blev udfordret af nye idéer om lægevidenskabelig metode og sygdom i menneskets krop.

I 1820’erne og 1830’erne var opfattelsen af tyfusfeber dynamisk og individualiseret. Et hovedbegreb var idéen om naturens lægende kraft i menneskets organisme, som igangsatte helende processer. Lægen skulle tolke disse processer, fordi de var pejlemærker i lægens terapi af den enkelte patient. Tyfusepidemierne var også præget af lokale forhold som vejret og klimaet.

Indførelsen af medicinsk statistik og en mere organbaseret sygdomsforståelse omkring 1840 betød, at lægernes forståelse af tyfus blev mere standardiseret. Udviklingen skabte debat, og nogle læger argumenterede for, at den nye organbaserede og kvantificérbare forståelse af sygdom truede patientbehandlingen og distancerede lægen fra den syge patient.

Artiklen diskuterer også den dominerende fortælling om tyfusfeberen i den medicinhistoriske litteratur, som lidt ensidigt har fokuseret på udviklingen i lægernes diagnostik og ikke inddraget udviklingen af f.eks. den hippokratiske medicin.

MORTEN ARNIKA SKYDSGAARD

MUSEUMSINSPEKTØR, PH.D.

STENO MUSEET

SCIENCE MUSEERNE, AARHUS UNIVERSITET

SKYD@SM.AU.DK

Hvordan matematisk modellering kan supplere historien. Mæslinger på Fyn i 1874

2024-08-29T17:54:59+02:00

I 1874 blev Fyn og de nærliggende øer ramt af en serie af mæslingeepidemier. Først i Odense købstad i årets første måneder og dernæst i de øvrige købstæder og landdistrikter. Siden 1803 har alle danske læger og kirurger været pålagt at skrive en årlig medicinalberetning til Det Kgl. Sundhedskollegium, hvori de blandt andet har beskrevet epidemiers forløb i deres distrikter. Fra 1862 skulle lægerne foruden den skriftlige redegørelse også indsende en tabel med månedlige sygdomstilfælde af en række sygdomme, herunder mæslinger. Ved hjælp af denne kildegruppe er det muligt at følge den fynske mæslingeepidemis gang fra måned til måned og lægekreds til lægekreds.

Denne artikel beskriver, hvordan bestemte metoder fra matematisk modellering kan benyttes til at undersøge historiske data som udviklingen i mæslingeepidemien på Fyn. Den klassiske SIR-model og den udvidede SEIR-model er matematiske modeller, der beskriver epidemiforløb af smitsomme sygdomme som mæslinger. Ved at relatere modelberegninger til sygdomsdata er man i stand til at beskrive aspekter af epidemiens forløb, der ikke umiddelbart ses fra data alene. Dett gør os i stand til blandt andet at estimere antallet af børn, som var modtagelige for mæslinger inden udbruddene i 1874.

Om end fokus specifikt er på mæslinger på Fyn i 1874, kan lignende metoder benyttes i andre sammenhænge. Undersøgelserne beskrevet her bruges som eksempel til at beskrive matematisk modellering som koncept med det mål at inspirere til fremtidigt tværfagligt arbejde mellem matematikere og historikere.

RASMUS KRISTOFFER PEDERSEN
POSTDOC, PH.D.

PANDEMIX CENTER, INSTITUT FOR NATURVIDENSKAB OG MILJØ

ROSKILDE UNIVERSITET
RAKRPE@RUC.DK

"Aids angår alle"

2024-08-29T17:57:11+02:00

Fra begyndelsen af 1980’erne til slutningen af 1990’erne var hiv/aids tidens store sundhedsfare, og omkring 2.000 personer blev ofre for sygdommen i Danmark. Sygdommen ramte homoseksuelle mænd og blødere særligt hyppigt, men hele befolkningen var berørt af hiv/aids. Denne artikel undersøger reaktioner, håndteringer og udviklinger under hiv/aids-epidemien, og den er baseret på et stort og forskelligartet kildemateriale. Artiklen viser, hvordan frygten for en almen spredning af epidemien formede aktivistiske, medicinske og politiske reaktioner på sygdommen. Artiklen viser også, hvordan en omfangsrig håndtering af hiv/aids fra midten af 1980’erne involverede mange aktører fra forskellige dele af samfundet, og at håndteringen af hiv/aids i Danmark på den måde tog form af aktivistiske, medicinske og politiske udviklinger, ligesom den satte sine aftryk på disse. Hiv/aids-epidemien accelererede nogle udviklinger i samfundet, især inddragelsen af borgergrupper i sundhedsspøgsmål og den generelle accept af homoseksuelle. Men den tydeliggjorde også de positioner, som mente, at hiv/aids skulle håndteres anderledes, og at tvang, registrering og kriminalisering var bedre værktøjer end frivillighed, anonymitet og antistigma.

TOBIAS DE FØNSS WUNG-SUNG

POSTDOC, PH.D.

INSTITUT FOR NORDISKE STUDIER OG SPROGVIDENSKAB
KØBENHAVNS UNIVERSITET
TOBIAS@HUM.KU.DK

"Det skal være en hård omgang"

2024-08-29T17:58:49+02:00

I marts-april 2020 vedtog Folketinget de såkaldte coronalove, som primært havde til hensigt at afbøde pandemiens sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. En enkelt af lovene gjorde dog ingen af delene, men forøgede straffe for forbrydelser begået i forbindelse med pandemien, herunder optøjer og vold mod offentligt ansatte. Denne artikel viser, hvordan loven blev vedtaget med brug af en sikkerhedsliggjort retorik, hvor lovbrud blev italesat som samfundsundergravende og en hurtig vedtagelse afgørende nødvendig for at holde sammen på samfundet.

Da en 30-årig kvinde efter loven blev idømt dobbelt straf af Byretten for at opildne til vold mod politiet under en demonstration, medførte det en del debat. Loven blev dog tolket anderledes af Landsretten, hvilket kan skyldes, at den var formuleret uklart grundet den forhastede vedtagelse.

Med loven skrev den danske reaktion på pandemien sig ind i en tradition for myndigheders frygt for lovløshed under kriser. Forskning viser dog, at denne lovløshed ofte overdrives, og at kriser generelt medfører solidarisk adfærd. Kriser kan dog også afdække og forstærke eksisterende spændinger i samfundet, hvorfor eksisterende sammenhængskraft og tillid til myndighederne kan have en del at sige. I Danmark var der generelt bred opbakning til regeringens håndtering af pandemien.

IBEN BJØRNSSON

ADJUNKT, PH.D.

STRATEGI OG KRIGSSTUDIER

FORSVARSAKADEMIET

IBBJ@FAK.DK