DA BETONEN BLEV BELASTENDE - DEN EMOTIONELLE KAMP OM GELLERUPPLANEN I 1960’ERNE OG 1970’ERNE

Resumé

Denne artikel undersøger emotionalitetens rolle i Gellerupplanens historiske tilblivelsesproces som ‘sted’ i den danske offentlighed fra 1960’erne til slutningen af 1970’erne. Hovedfokus er på kampen om retten til at definere og kontrollere repræsentationen af Gellerupplanens emotionalitet, der fulgte i kølvandet på fjernsynsudsendelsen “En kirke i beton” i efteråret 1978. For at forstå debattens baggrund indledes artiklen med en analyse af, hvordan planlægningen af Gellerupplanen var styret af særlige emotionelle idealer om det sunde og gode liv for danske velfærdsborgere. Artiklen viser, at hvor Gellerupplanen i begyndelsen primært blev framet som et sted, der ville skabe et emotionelt liv præget af velvære, trivsel og tryghed, var den offentlige stemning vendt i løbet af 1970’erne. ”En kirke i beton” lagde således lyd og billede til en stemme i samtiden, der opfattede betonmiljøet som socialt degenererende og fremmende for rastløshed, trøstesløshed, frygt og utryghed. Dette budskab blev særligt formidlet gennem en fremstilling af Gellerups utilpassede ungdom og passive beboerklientel, hvis sociale adfærd og emotionelle liv i høj grad blev tilskrevet betonens fremmedgørende karakter. Modsat forsøgte beboerne at fastholde en positiv repræsentation af stedet ved at tilskrive betonmiljøet de emotionelle kvaliteter, som området var blevet associeret med fra begyndelsen. Gennem en følelseshistorisk undersøgelse af historisk foranderlige forestillinger om Gellerupplanens emotionalitet forsøger artiklen således at nuancere det forfaldsnarrativ, som de modernistiske boligbyggerier er blevet indlejret i siden 1970’erne.