Selvværen og historie

Abstract

Manfred Franks bidrag udmærker sig ved med baggrund i en dybdegående fremstilling af Schleiermachers epokegørende indsigt i, at sproget væsentligt er samtalens enkelt almene, at spørge til, hvorvidt de nutidige sprog- og tekstteoretiske modeller (strukturalisme, analytisk sprogfilosofi, informationsteori, hermeneutik m.fl.), der alle fuldbyrder den såkaldte linguistic turn, indoptager denne romantiske erfaringsdannelse, eller om der snarere sker en fortrængning. Frank argumenterer for, at det sidste gør sig gældende, forsåvidt de teoretiske modeller i det opståede tomrum efter en overgribende fornuft indsætter en almen sproglig kode, der fremfor at tage højde for den individuelle innovation, som var drivkraften hos Schleiermacher, bortforklarer den. Det rejser spørgsmålet, om den kritik, som Gadamer med baggrund i det spekulativt almene, sproget eller historien, anfører overfor Schleiermacher, rent faktisk træffer, eller om der med henblik på at forstå den sproglige overleveringshændelse bedre end Gadamer kunne drages nytte af at rehabilitere den romantiske sprogteori.