Kant og oplysningstidens kosmopolitisme

Abstract

Lettevall tager i artiklen fat på næste større fase i kosmopolitismens idéhistorie – den helt uomgængelige formulering den får i oplysningstiden og specielt hos Kant; ikke mindst i hans lille, men meget vigtige værk fra 1795, Til den evige fred. Lettevall diskuterer Kants begrænsning af kosmopolitisk ret til gæstfrihed, som han formulerede i en kritik af sin samtids kolonialisme. Hun viser også i en diskussion af Kants antropologiske forelæsninger, at kosmopolitter sagtens kan være snæversynede.