Den biologiske psykiatris renæssance og det antidepressive menneske

Abstract

Artiklen demonstrerer, hvorledes den aktuelle erfaring og tiltagende problematisering af depressionen har sine mulighedsbetingelser i, at det moderne menneske er kendetegnet ved at etablere et bestemt teknologisk forhold til sin egen eksistens. Et forhold, der involverer, at mennesket gør sit eget liv til et ultimativt mål i sig selv og i den forbindelse forsøger at bekæmpe døden og det ulykkelige og unyttige liv. At depressionen så rent faktisk melder sig som et problem, har dog et langt mere materielt historisk grundlag. Det handler nemlig om, hvordan lægemiddelindustrien og psykiatrien opfinder en række anti-depressive medikamenter. Medikamenter der betyder, at en del af den menneskelige lidelse og det uønskværdige menneskeliv kan gives et konkret navn: Depression. Derfor er depressionen lige så meget en historie om at kunne afsætte et produkt og en orden, hvor der i forvejen eksisterer et enormt behov og en stor rådvildhed, som det er en fortælling om, at depressionen enten er blevet et mere udbredt fænomen, eller at man nu endelig har revet den ud af en længe herskende skjulthed.