Anskuelsens ophævelse i metaforens spil

Abstract

I artiklen udfolder Manfred Frank en polyhistors tour de force igennem de sidste 200 års æstetik-, litteratur- og erkendelsesteori. Udgangspunktet er en kritisk kommentar fra Nietzsche vendt mod æstetikken, som han beskylder for ’sanseløshed’. Men hvordan forholder det sig overhovedet med den moderne æstetik, der først og fremmest er en teori om ’det skønnes omfattende rige’ (Hegel), snarere end en teori om sanseligheden (aisthesis), som man stadig finder spor af hos Kant? Imellem anskuelse og begreb opererer indbildningskraften og det imaginære, som det skønne appellerer til. Så vidt er Kant helt med. Men det er samtidig – utilsigtet – Kants historiske bidrag til metaforteorien, at han foretager sin berømte – og principielle – adskillelse mellem anskuelse og begreb. Dermed bliver anskuelsen frisat, og den finder som sådan hurtigt sin vej ind i den romantisk-moderne poesi. Hermed kommer grænserne for repræsentationernes traditionelle skema i fare. Ansatsen bliver derfor for Frank at tage den udfordring op, der stilles som idéhistorisk novum med romantikernes omkalfatring af anskuelsestingen til noget, der pludseligt forekommer uden indre retning mod en idé. Men der er også konsekvenser på begrebssiden. Det virkeligt værende er det, som vi anskuer via sanserne, og begrebet er den funktion, der bringer sandhedsbegrebet i spil, i forhold til det, som vi anskuer. Derfor ligger der en stor udfordring for sandhedsbegrebet i, at Nietzsche og hans følge (Derrida m.fl.) ophæver verdens umiddelbare anskuelighed i begrebsligt formidlede metaforspil. Metaforen er sproglig af natur og væsensbestemt som over-føring af billeddannelser mellem heterogene zoner. Idet sandheden for Nietzsche er afsløret som illusion og en hær af sproglige troper, tenderer metaforen til at blive en autonom størrelse. Nietzsches problematisering af sandhedsbegrebet har siden ført til tesen om subjektets død. Subjektet var bare en fiktion – og dem er der så mange af. Men dette bliver, taget i sin fulde konsekvens, aldeles problematisk. Og Nietzsche er selv den første til at se det. Så på trods af kongeniale udlægninger af pointer hos bl.a. Derrida stiller subjektivitetsteoretikeren Manfred Frank sig ikke tilfreds med neostrukturalismens (som Frank selv har døbt den) ophævelse af anskuelsen i metaforens spil. Hos Frank er der mere på spil end blot og bar fiktion.