En blind, om end uundværlig funktion - om indbildningskraften som formidlende evne i Kants ’Kritik der reinen Vernunft’

Abstract

Hvis læseren er i tvivl om, hvordan det forholder sig med Kants lære om erkendelsens to stammer – sanselighed og forstand – og om, hvilke komplikationer dette medførte for Kant selv og fortolkerne af hans første Kritik, så er der oplysning at hente hos Haugaard Jeppesen. Det er faktisk en meget alvorlig sag, der formuleres i det kendte Kant-citat om, at ’anskuelser uden begreber er blinde og begreber uden anskuelser er tomme’. Det grundlæggende problem er, hvordan Kant, med baggrund i det udgangspunkt for en transcendentalfilosofisk erkendelsesteori, som han selv har udstukket, kan forene anskuelse og tænkning. De er begge en forudsætning for, at vi kan danne erfaringer i form af at subsumere det enkelte under det almene – og det gør vi de facto – men hvordan er det teoretisk muligt? Og med hvilken ret kan vi hævde ’at der faktisk er noget i fremtrædelserne, der gør det muligt at underkaste dem en syntetisk regel’? Dét er udfordringen. Og Haugaard Jeppesen viser, at det netop er her, Kant påkalder indbildningskraften. Nu synes der umiddelbart at være to (hurtige) udveje. Den ene er, at man ganske enkelt stopper her. Den anden er, at man hævder, at indbildningskraften som sådan er den ’fælles rod’ for erkendelsens to stammer (det er Heideggers løsningsforslag). Men Haugaard Jeppesen gør ingen af delene. I sin udlægning peger han derimod på en tredje mulighed, der forudsætter, at han må ’gå ind på argumentationen i Kritik der reinen Vernunft selv og underkaste den formidlerrolle, Kant her tildeler indbildningskraften, en (lidt) nøjere undersøgelse.’ Det må blive læserens egen opgave at tilegne sig resultatet af Haugaard Jeppesens undersøgelse, hvilket kan anbefales.