Danske moskéer og godkendelsen af trossamfund

Abstract

Hvorfor ønsker moskéerne i Danmark at blive godkendte trossamfund? Ifølge Axel Honneth er ønsket om anerkendelse et menneskeligt
grundvilkår, hvilket måske kan forklare hvorfor moskéerne ønsker at opnå godkendelse. Honneth beskriver tre forskellige former for anerkendelse: den kærlighedsmæssige anerkendelse, den retslige anerkendelse og den solidariske anerkendelse (Honneth 2006). En godkendelse som trossamfund giver en række juridiske rettigheder og fordele, hvilket øger
følelsen af retslig anerkendelse hos moskéerne. Undersøgelser viser, at islam og muslimer i den offentlige debat i Danmark ofte omtales som trusler mod danske værdier, og moskéer ses som værende direkte modvirkende til integration (Gad 2011, ECRI 2006, Jacobsen 2013). Dette
medfører en mangel på solidarisk anerkendelse fra samfundet blandt danske muslimer. Man kan derfor forestille sig, at moskéerne ønsker at tage afstand fra den måde, de omtales på i de danske medier. Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund er ministerens faglige
ekspertudvalg, der behandler ansøgningerne og herefter giver deres anbefaling til ministeren. Udvalgets vigtigste kriterium for godkendelse er, at der er tale om et trossamfund med gudsdyrkelse som formål (Kirkeministeriet 2011). Et centralt spørgsmål er derfor, hvorvidt moskéerne i deres ansøgninger ønsker at modsvare den offentlige debats negative beskrivelse af islam og dermed fokuserer på integration, eller om
de i højere grad er rettet mod udvalget og derfor fokuserer på religion. For at få svar på dette har jeg i forbindelse med mit bachelorprojekt undersøgt, hvorvidt 21 moskéer benytter sig af religions- eller integrationsvirkemidler i beskrivelsen af deres formål og aktiviteter, når de
ansøger om godkendelse som trossamfund i Danmark. Ved virkemiddel forstår jeg en strategisk retorisk beskrivelse af et tema. Det vil sige, når man anvender en bestemt formulering for at
opnå et bestemt formål.