I slutningen af 1950’erne, samtidig med at naturvidenskabens generelle popularitet og den meget omtalte “teknikermangel” sikrede en bred offentlig opbakning bag naturvidenskabelig og teknisk uddannelse, opstod der en ny form for retorik der retfærdiggjorde naturvidenskabelig undervisning i gymnasiet. Naturvidenskaben blev fremhævet, ikke blot som nødvendig for den videre tekniske udvikling, men som en essentiel del af en bred humanistisk uddannelse i det moderne samfund. En af ophavsmændene til denne retorik var fysikeren Mogens Pihl, der samtidig var fortaler for en mere teoretisk og matematisk fysikundervisning i gymnasiet. Nærværende artikel forsøger at forklare hvorfor sådanne argumenter for “naturvidenskab som humanisme” opstod på netop denne tid, og hvorvidt de stod i modstrid til den udvikling som rent faktisk fandt sted – specielt i gymnasiets fysikundervisning.