Casen om Marianne. Gentagelse og musikalsk form i arbejde med psykose

Resumé

Baggrunden for denne artikel er vores erfaring med at musik er et yderst relevant redskab til at skab/genskabe et indre psykisk rum i arbejde med psykotiske patienter. Da et sådant psykisk rum ifølge klassisk psykoanalyse og objektrelationsteori stammer fra transformationer af sensoriske indtryk, som omdannes til en form for indre repræsentationer, og da vi ved, at evnen til at skabe indre repræsentationer er alvorligt skadet hos psykotiske patienter, er der et stort behov for at fi nde ud af, hvordan og med hvilke redskaber, denne evne kan blive genskabt.

Gennem klinisk arbejde med disse patienter i en musikterapeutisk kontekst, har vi erfaret, at de ofte gentager et bestemt musikalsk mønster uendeligt. I deres musikalske improvisationer repeterer patienterne f.eks. vedvarende en bestemt rytme eller en lille melodisk sekvens. Dette bliver til en endeløs gentagelse i spillemåde - en slags musikalsk rokken frem og tilbage. Ud fra vores forskning kan vi beskrive denne gentagelse(s-tvang) som tilstedeværelsen af en psykotisk 'oplevelse' af verden. Psykotiske patienter disponerer - efterhånden som sygdommen skrider frem - ikke over et indre psykisk rum, hvorfra de kan symbolisere eller danne repræsentationer. Derfor er de, udtrykt i musikterapeutiske termer, ikke i stand til at skabe en musikalsk form igennem hvilken de kan eksistere som et subjekt. Det bevirker at den terapeutiske overgang fra sensoriske indtryk til skabelsen af en musikalsk form (også kaldet proto-symboliseringen) er en basal forudsætning for at en musikterapeutisk behandling af psykotiske patienter kan finde sted.

I denne casebeskrivelse af et musikterapeutisk forløb med en psykotisk kvinde, 'Marianne', ønsker vi at forsøge at beskrive de tre vigtigste niveauer eller øjeblikke i den musikterapeutiske proces: (1) synkronisering eller samtidighed, (2) udvikling af en musikalsk form og (3) musikalsk afslutning af en improvisation.