Belege zu Grundtvigs Ideen von einer offenen Bürgergesellschaft. Mit einem Exkurs zu dem amerikanischen Pragmatizisten Charles Sanders Peirce
DOI:
https://doi.org/10.7146/grs.v62i1.16581Resumé
Belege zu Grundtvigs Ideen von einer offenen Bürgergesellschaft. Mit einem Exkurs zu dem amerikanischen Pragmatizisten Charles Sanders Peirce
[Grundtvigs ideer om et åbent samfund (med en ekskurs til den amerikanske pragmatiske filosof Charles Sanders Peirce)]
[On Grundtvig’s initiative towards an open society (including a digression to the American pragmaticist Charles Sanders Peirce)]
Af/by Horst Nägele
Anledningen til bidraget har været et EU-uddannelsesprogram betitlet ‘Grundtvig. EU-Bildungsprogramm für lebenslanges Lernen in Deutschland’ (Grundtvig. EU-uddannelsesprogram for Livslang Læring i Tyskland), hvor der er tale om tilpasning til erhvervslivet. Denne grove fejlbedømmelse af Grundtvigs livsværk imødegår foreliggende studie ved hjælp af en række af Grundtvigs udsagn om folkekultur, om fri folkelig kristendomsforståelse, om mundtlig traditionsformidling, om primærsocialisationens afgørende betydning og om det tyske skriftsprog som en ideologisk overbygning; herom tilbyder Grundtvig i en af sine få tysksprogede artikler blandt andet en direkte dialog med et tysktalende publikum. Grundtvig taler desuden om idealisme og materialisme (også i forbindelse med Napoleon), og han forstår den idealistiske filosofis fremtrædelsesformer som udtryk for en livsfomægtelse. I særdeleshed Friedrich Schillers tragedier anser han for at være et “Blændværk”, hvor det er nemt at fa figurer, der blot er “lydige Skygger”, slået ihjel. Og han peger hen til “noget aldeles Grund-Realt” som “Indbegreb”, der kan danne udgangspunkt for et etisk motiveret liv. En ekskurs om den senere amerikanske pragmatiske filosof Charles Sanders Peirce indsættes for, at Grundtvig ikke skal kunne affærdiges som (religiøs) fundamentalist. Men der kan tilmed konstateres en slående overensstemmelse mellem Peirce’ forestilling om et vekselvirkende forløb mundende ud i en fremtidig forening af tegnreferencer og Grundtvigs metodiske syn på historien. Det sidstnævnte træder særdeles tydeligt frem i Grundtvigs bemærkninger i forbindelse med nogle af verdenshistoriens personer, der blandt andet bliver anført i hans verdenskrøniker. Thi, skønt Grundtvig i Danne-Virke I, 1816, siger, at “ethvert philosophisk System er som Heelt en stor Løgn, hvormegen Sandhed det end i det Enkelte kan have”, forbinder han (sammesteds) alt det, som han i særdeleshed i årene omkring 1815 kan bruge til udbygning af sin kategori historisk, med en fremgangsmåde, som han betegner som sand Vidskab med henblik på at udvikle humanitet.
*
The article deals with the Grundtvig EU Lifelong Learning Progamme in Germany and sets off from a severe misunderstanding of Grundtvig’s educational ideas as being a recipe for job training. Grundtvig, however, has rather been in favour of national culture, oral tradition, and socialization through education. He looks upon the German literary language as being a super structure; by means of a piece of writing in German language, he offers direct and immediate dialogue with the German-speaking world. Grundtvig moreover talks about idealism and materialism and describes idealistic philosophy as denying life; he mentions Friedrich Schiller’s tragedies and criticises them as being dazzling pieces of art with heroes as empty shadows designed to be put to death. From Grundtvig’s point of view, the very idea of an idealistic approach to cognition and aesthetics presupposes fundamental, ultimate reality to act upon (“noget aldeles Grund-Realt” - Udsigt over Verdens Krøniken, p. 659), which according to Grundtvig may be developed and proved on historical or quasi-historical grounds. There is a striking similarity of Grundtvig’s approach to what, about ninety years later, was put forward by the American pragmaticist Charles Sanders Peirce, the criterion of truth being final habit as equivalent of the ultimate interpretant, since 1906 being described by Peirce as “normal habit” and as “normal interpretant” representing ultimate reality.