N. F. S. Grundtvig: Educationist extraordinary

Resumé

N. F. S. Grundtvig: Educationalist extraordinary. Homage of an Indian adult educator

[N. F. S. Grundtvig: En usadvanlig folkeoplyser. En anerkendende karakteristik fra en indisk voksenpadagog]

Af Asoke Bhattacharya

Asoke Bhattacharya er professor i voksenoplysning ved Jadavpur University i Calcutta i Indien.

Ved dette universitet leder han samtidig et Center for Grundtvig-Studier. Fra 2004-2005 har prof. Bhattacharya opholdt sig i Danmark for at samle materiale til fortsatte studier over Grundtvigs tanker om livsoplysning med henblik på at kunne gøre disse tanker gældende i en samfundssammenhæng som f.eks. den indiske. Under sit seneste ophold i Danmark har Asoke Bhattacharya været gæst på en række danske folkehøjskoler og fortalt om sit arbejde i Indien. Desuden har han været gæsteforsker ved Vartov-Akademiet og Center for Grundtvigsttudier for at komme videre med sit eget faglige projekt, der drejer sig om at tolke Grundtvigs skoletanker og gøre dem gældende i dag, således at deres relevans for de mange millioner underprivilegerede samfundsborgere i landene på jordens sydlige halvkugle bliver tydelig.

Under sit seneste ophold i Danmark har professor Bhattacharya endnu engang undret sig over, hvor begrænset opmærksomhed der tilsyneladende er omkring Grundtvig i sammenligning med den verdensomfattende optagethed af H. C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Ikke at der overhovedet skulle være anledning til at gøre indsigelse mod den globale begejstring for disse to, men professor Bhattacharya ønsker at pege på, at Grundtvigs tænkning rummer impulser til en nyorientering inden for voksenoplysning og opdragelse til demokratisk kultur, en relevans som forekommer Bhattacharya umiddelbart indlysende set ud fra hans hjemland Indien, men som - det føler han sig overbevist om - tillige gælder alle andre lande på den sydlige halvkugle.

Forklaringen på at denne internationale tilegnelse endnu ikke har fundet sted, mener Bhattacharya at kunne finde, i alle tilfælde delvist, i den kendsgerning, at vi i Danmark har været tilbøjelige til at slå kreds om hans tanker i en form for national protektionisme, som om disse tanker var forbeholdt Danmark og kun kunne udfoldes efter deres mening hos os. Over for en sådan tendens til national chauvinisme gør Asoke Bhattacharya med stor styrke gældende, at Grundtvigs tanker har universel adresse.

Efter denne programerklæring giver Bhattacharya en skitse over Indiens årtusindgamle kultur, idet han særligt opholder sig ved det paradoks, at denne ærværdige tradition synes at have mistet noget af sit potentiale til at fremkalde dannelse og oplysning for de brede folkemasser. Årsagen mener han at kunne finde i det forhold, at indiske politikere i hovedsagen har været optaget af at fremme industrialiseringen i byerne, hvorimod de har forsømt reformer for befolkningen i landområdeme. Dertil kommer, at den uddannelsespolitiske ambition har været rettet mod elitens uddannelse på de øverste uddannelsestrin, mens man har ladet hånt om behovet for folkeoplysning.

Efter at have ridset Gmndtvigs forestillinger om livsoplysning og folkelig dannelse op i deres historiske, samfundsmæssige kontekst fremlægger Bhattacharya en skitse af tre senere pionerer inden for folkeoplysning, som forekommer indlysende nærliggende og relevante at bringe ind i samtalen om, hvordan vi bedst bidrager til en betydningsoverførsel af Grundtvigs tanker til vores egen tid og til andre himmelstrøg end vore egne. Den første af disse tre forgrundskikkelser er den indiske digter, filosof og billedkunstner Rabindranath Tagore (1861-1941). I senkolonialismens Indien erkendte Tagore et eklatant behov for at animere til en folkelig vækkelse blandt den underprivilegerede landbefolkning. Da han i 1913 modtog Nobelprisen i litteratur, indbetalte han pengene som bidrag til opbygning af internatskoler på landet i Vest-Bengalen. De vigtigste fag på skolerne var landbrug, kunsthåndværk, syning af bomuldsstoffer samt sundhedsreformer for landbefolkningen.

Den anden reformskikkelse inden for voksenoplysningen er Mahatma Gandhi (1869-1948). Gandhi er antagelig bedre kendt, blandt andet fordi han fik afgørende betydning i processen, der førte frem til Indiens selvstændighed. På flere måder minder de to indiske folkeoplysere dog om hinanden, f.eks. i henseende til deres betoning af modersmålets betydning for en ægte folkekultur, af den mundtlige fortælling med vægt på poetisk billedsprog samt deres understregning af en fordringsløs livsførelse samt nærende kost til gavn for folkesundheden.

Den tredje voksenpædagog, der på tilsvarende måde har ydet et betydningsfuldt bidrag til udformningen af en samfundstænkning, der retter sig mod de brede masser, er den brasilianske filosof og reformpædagog Paolo Freire (1921-1997). Freires program for myndiggørelse af den underprivilegerede befolkning i hans eget hjemland, det nordlige Brasilien, tog frem for alt sigte på at give de undertrykte folkemasser et sprog, der satte dem i stand til at bryde ud af den tavse lidelse og give dem en impuls til frigørelse fra deres uværdige livsvilkår.

Asoke Bhattacharya ser afgørende lighedstræk mellem Grundtvigs sans for sand folkelighed og hovedintentionerne hos de tre nævnte poetiske reformpædagoger. Grundtvigs nutidige betydning vil træde frem med stor styrke, hvis det lykkes at tolke og videreføre hans synspunkter i samspil med hans moderne efterfølgere.