Before Irenaeus: The Making of Grundtvig the Medievalist

Resumé

Before Irenæeus: The making of Grundtvig the medievalist.

[Før Irenæus: Hvordan Grundtvig blev middelalder-forsker]

Af S. A. J. Bradley

I Grundtvig-forskningen støder vi i disse ar pa stadig flere vidnesbyrd om det forhold, at Grundtvigs mode - i arene 1815 og frem - med den tidlige kristne middelalder via den oldengelske litteratur bragte ham i kontakt med oldkirkelige kristendomstolkninger, der havde fundet nedslag i digte og prosatekster, der var skrevet pa det daværende angelsaksiske sprog. Derudover åbnede disse tekster hans øjne for nye perspektiver og sammenhænge, præsenterede nye ideer og føjede nye lag til i det symbolfyldte sprog, han livet igennem gjorde brug af i såvel prosa som digtning. Blandt de betydningsfulde tekster, Grundtvig mødte, bor nogle stykker fremhaves. Det galder først og fremmest hele det komplekse felt angående Beowulf, et dansk legendepræget historie-epos, et mytisk epos, en historiefilosofi iklædt en kristen forsynstro og bragt i anvendelse pa Norden, en forestilling om kongens herredomme under ansvar over for Gud, om folket, det folkelige, om menneskeligt fællesskab som skueplads for kampen mellem sandhed og løgn. Det gælder endvidere Beda, der har forfattet den tidligste skrevne historie om det kristne Norden, en af kristen forsynstro præget historiefilosofi. Via Beda galder det desuden Kadmon, en historisk skikkelse, den tidligste kristne skjald i Norden, som har bevidnet, hvordan Helliganden inspirerer digterprofeten til at oplyse folket. Det galder desuden de Kadmon-påvirkede digte i Junius-manuskriptet, der ligeledes udtrykker en kristen forsynstro som baggrund for historieforstaelsen og forbinder den skrevne historie med kirkeårets liturgisk-historiske kredslob. Det galder Exeter-bogen, som i hovedsagen er religiøs digtning, der udførligt er knyttet sammen med kirkens liturgiske ar, en skriftsamling, som Grundtvig transskriberede i fuld udstrækning og studerede indgående. Alt imens Grundtvig gennemførte disse studier, stiftede han bekendtskab med, hvad vi kunne kalde den oldengelske kirkes insulære oldkirkelige tekster, kort sagt det oldkirkelige, den sarlige nordisk-kristne arv som vi moder i den tidlige kristne middelalder. De samme perspektiver blev han samtidig præsenteret for gennem det udvalg af tekster, som George Hickes og Humphrey Wanley som udgivere havde forelagt i deres tobindsværk, Thesaurus, hvilket Grundtvig benyttede i Det Kongelige Bibliotek som en væsentlig kildesamling. Der kunne han for eksempel finde religiøse og eksegetiske poetiske tekster, der star i umiddelbar sammenhang med tema, billedsprog og den retoriske udtryksform, som vi moder i De Levendes Land. Stort set hele læsningen af Thesaurus åbnede således for Grundtvig en rig skat af det oldkirkelige, såvel i prosa som i digtning, lange inden han opdagede Irenæus.

Derfor bor enhver undersøgelse af Grundtvigs ambivalente, men ofte slående indfølende svar pa overleveringen forud for reformationen inddrage hans oldengelske mode med arven fra den tidlige middelalder og give det en betydningsfuld plads.