Decent into Hell

Resumé

Nedfarten til Dødsriget

Af A.M. Allchin

Der ligger for A.M. Allchin en dybere betydning gemt i det forhold, at Joakim Skovgaards maleri Kristus i de dødes Rige til udstillingen Sjælebilleder blev hentet op i lyset efter i mange år at have været opbevaret i kælderens magasiner i dyb glemsel.  Ikke blot var billedet gemt væk, men dets motiv havde forekommet mange at v.re udtryk for noget underligt og aparte, noget tilsyneladende fremmedartet i forhold til kirkelig kristendom.

Men for en nærmere betragtning af Skovgaards billede i forhold til den kirkelige tradition forholder det sig i virkeligheden modsat, påpeger Allchin. Hvis man søger tilbage til vidnesbyrd om den kristne tradition i det første årtusinde, vil man kunne finde markante udtryk for, at netop nedfartsmotivet hørte sammen med de centrale bestanddele af kirkens tro.

I den østkirkelige, ortodokse tradition vil man således umiddelbart sætte Kristi helvedesstorm og befrielse af de fangne i forbindelse med selve opstandelsesbudskabet. Dette fundamentale forhold indgår endnu i dag p. markant m.de i den ortodokse kirkes påskeliturgi, når det hedder: Kristus er opst.et fra de d.de, idet han trådte døden under fode, hvorved han gav liv til de d.de i gravene. Det centrale i påskebudskabet er her dette, at opstandelsen er tolket som sejr over døden, og at denne sejr betyder liv for hele menneskeslægten.

Skovgaards maleri skal ses og tolkes i denne sammenh.ng. Det betydningsfulde motiv hører uløseligt sammen med det universalistiske perspektiv: Kristi død og opstandelse som befrielse for hele skabningen. Hvor vigtige aspekter af påskebudskabet, der her står p. spil, vil fremgå, hvis man sammenholder sceneriet fra Skovgaards billede med den tolkning, der indgår i megen tidlig kristen kunst, mest i den østlige, men også i den vestlige kristenhed. Her er den opstandne Kristus ofte fremstillet i et dramatisk perspektiv: helten, den opstandne Frelser, stormer Helvedes porte, befrir de fangne og drager de d.de fra mærket, Adam og Eva, op til lys og liv.

Ved nærmere betragtning viser Skovgaards billede sig at udtrykke samme tankegang. Kristus er nemlig ikke, som Allchin selv havde formodet, afbilledet statisk. Men den opstandne Herre ses som værende i bevægelse, p. vej hen imod de afdødes skare for at befri dem.

Dette motiv, der af nogle har været betegnet som et sidetema i forhold til de centrale traditionselementer i den bibelske tradition, er i virkeligheden i pagt med de allermest afgørende lag i den tidligste forkyndelse, proklamationen af opstandelsen som skaberværkets genlæsning, påsken som dette at menneskeheden på ny får skænket adgang til at tr.de frem for Guds ansigt i paradishaven.

Når vi rejser spørgsmålet, hvorpå det da beror, at Skovgaard fandt vej tilbage til denne urkristne t.nkem.de, selvom den havde v.ret tr.ngt i baggrunden i megen t.nkning, ogs. i det 19. årh.s Danmark, hvor Skovgaard voksede op, s. er svaret helt klart, at det skyldes indflydelsen fra Grundtvig.

Allchin henviser til, således som han udførligere har udfoldet det i sin store indføring i Grundtvig, at denne forståelse af påskebegivenhedeme indgår som en hovedbestanddel af Grundtvigs forkyndelse i prædikenerne. Og det påpeges endvidere, med henvisning til S.A.J. Bradleys forskning om forbindelseslinjerne mellem Grundtvig og den oldengelske digtning, at Grundtvig havde som programmatisk ønske at g.re dette motiv til en hovedsag, og derved bringe det tilbage fra den glemsel, som kirke og teologi i århundrederne forud havde bragt det i. Ikke mindst Grundtvigs fremhævelse af Eva og Maria inden for rammerne af de frelses historiske krydshenvisninger mellem Paradishaven og Kristi budskab, rummer et tydeligt udtryk for dette grundsyn.

Således skal Skovgaards billede Kristus nedfart til Dødsriget retteligt forstås i lyset af den årtusindegammel tradition. Interessant er det, at Jakob Knudsen p. sin side havde sans for ganske samme grundforhold og berettede om det som noget, han havde flet fortalt af sin moder.