Det er hvad jeg kalder at oversætte Digte: Grundtvig as translater

Resumé

Det er hvad jeg kalder at oversætte Digte: Grundtvig as translator

Af S. A. J. Bradley

Der er blevet sagt om Grs store slid ved de adskillige oversættelser, der kulminerede i Bjowulfs Drape... paa Danske Riim (1820), at det i det lange løb førte til en dødelig udmattelse hos ham og at det til sidst var ham en lettelse at sige ja til et præstekald i Præstø (1821). Ganske vist havde der været en enerverende offentlig ordstrid - med blandt andre Rasmus Rask, P. E. Müller og G. J. Thorkelin - at tage sig af; og ydermere forventninger og interventioner fra hans højtagtede og uundværlige mæcen, Johan Bülows side. Det var ikke alene det, at hans videnskabelige kunnen på det islandske og det angelsaxiske sprog var draget i tvivl, men selv hans opfattelse af begrebet oversættelse blev emne for temmelig ophidset diskussion. Den ordstrid, der brød ud over hans hoved, tjener belejligt som oversigt over de argumenter der fortsætter endnu i dag, med hensyn til oversættelsens særegne rolle, natur og grænser. Rask karakteriserer Grs danske stil i hans islandske oversættelser som »en alt for opskruet, tvungen, unaturlig og tildels uforstaaelig Stil, fuld af Islandismer, Solecismer og Germanismer«, en »Jagen efter Usædvanligheder og Særheder« i ganske særegne og selvgjorte »Ord og Vendinger, der støde os«; Müller funderer lidt spydigt »om Grs digteriske Oversættelser af Bjowulfvil vise sig kun at være en vilkaarlig Paraphrase«; Thorkelin udbryder spottende, »Hvilken Oversættelse!

Hvilken Galskab!«; Bülow udtrykker det ønske, at Gr i sin Bjowulf både stræber efter sine egne poetiske indsigter og bøjer sig for videnskabelige krav - »at han ville oversætte og udgive det, ikke alene poetisk, men og ordret«. Selvfølgelig har Gr imidlertid sin egen faste mening: det er, at et digt gengivet ord for ord ligger som et »Liig til Ravn og Ulv, og Aanden er borte«.

Denne ånd, siger han, vil jeg nu søge at gribe og lade tale saa godt den kan med min danske Tunge, uden at udsige Andet end den gamle Skjald: og det er, som man veed, hvad jeg kalder at oversætte Digte«. En tekst der er forsvarligt ‘oversat’ er en tekst der er ‘fordansket’; og han der oversætter skal ydes lige så meget licens som er nødvendigt når han skal puste den ånd ind i oversættelsen, som han har fundet i originalen. Det er sandelig en proces der giver oversætteren stort spillerum. Når man vil studere GrsBjowulf-oversættelse i dette perspektiv, er det ikke helt uden relevans at sammenligne den med Seamus Heaneys Beowulf (1999). Grs kreative interesse i filologi, som han har tilfælles med Heaney, viser sig klart, såvel som hans ægte og skarpsindige forståelse af digtets form og stil og digterens dybere mening. Men lige så klart er det, at Gr opportunistisk bruger sin oversættelse til at godkende, med oldtidens lånte autoritet, visse værdier og standpunkter (teologiske, politiske, verdenshistoriske, og alt hvad der har med modersmålets berigelse at gøre) centrale til sin opfattelse af sit eget samtidige danske samfund. Fysisk og følelsesmæssigt opslidende kan Grs oversættelses-opgaver, og ordstriden omkring disse, nok have været; men liv, og ikke død, præger ordene i alle hans skrifter igennem alle hans mange leveår. Sikkert er det, at en stor del af hans sproglige livskraft blev oplagret i Grs møjsommelige og stridbare dage som oversætter.