Der nationale Grundtvig und seine Wirkungsgechichte

Resumé

Om nationalitet og kirke hos. Grundtvig og i hans virkningshistorie med henblik på naboforholdet mellem Tyskland og Danmark

Af Jens Holger Schjørring

Forholdet mellem Tyskland og Danmark har været bestemt af et dybtliggende modsætningsforhold, der blev væsentligt forstærket gennem krigene i det 19. århundrede og fik yderligere næring som følge af Tysklands andel i de to verdenskrige i vort århundrede. De modsætninger, der lå bag krigene, fandt på begge sider af grænsen udtryk i fjendebilleder, der i flere tilfælde har vist sig at være dybt rodfæstede og at besidde forbavsende livskraft. Det hermed skitserede perspektiv er såre velkendt både nord og syd for grænsen.

Det er formentlig lige så alment anerkendt, at Grundtvig har haft væsentlig indflydelse, dels i kraft af det syn på Tyskland, han gav udtryk for i sin egen levetid, dels i kraft af den rolle, den grundvigske arv siden hans død har spillet for dansk national identitet med særligt henblik på forholdet til Tyskland. Men netop fordi forholdet har haft stor betydning, kan der være grund til at undersøge det nærmere for at overveje, om forholdet nu også er helt så enkelt som det ofte fremtræder.

Når det gælder Grundtvig selv, er der fremfor alt grund til at stille til overvejelse, om hans syn på Tyskland ikke er farvet af skiftende historiske omstændigheder inden for hans egen levetid

Desuden er der anledning til at spørge, hvordan Grundtvigs kristelige og folkelige hovedtanker lader sig forene med et tilsyneladende permanent had til alt tysk. Hvordan kan Grundtvigs universalhistoriske syn og tankerne om folkelig frihed og national ukrænkelighed gå sammen med en tendens til dæmonisering af tyskhed slet og ret?

Ligger der bag Grundtvigs udfald mod tysk militarisme og det tyske storriges trang til at underlægge sig nabolande som f.eks. det lille fredselskende og værgeløse Danmark en trodsig, hævntørstig reaktion mod den nedgang for det danske rige, som fandt sted inden Grundtvigs egen levetid ?

De overvejelser, der fremlægges i denne kortfattede analyse, har som formål at nuancere billedet ud fra historiske kendsgerninger. Uden at ville bortforklare at Grundtvig i en række situationer, ikke mindst under krigene 1848-1851, udtalte sig særdeles drastisk om den nationale hovedfjende, er det vigtigt at fastholde, at Grundtvigs hovedærinde ikke var dikteret af nationalistisk snæversyn eller hævntørst over for landets fjender. Udgangspunktet var derimod hans bestræbelse på at vække forståelse for tankerne om folkeliv og national integritet. I kristeligt perspektiv må Grundtigs tanker om den danske kirke hele tiden anskues i sammenhæng med hans universal-historiske syn.

Det er tanken hermed at føje nogle brikker til en større historisk mosaik, der belyses med større udførlighed i den afhandling, som Anders Pontoppidan Thyssen har skrevet til denne udgave af årbogen. Inden for rammerne af nærværende artikel tages et par aspekter af Grundtvigs virkningshistorie op for at supplere af det billede, der aftegnede sig ud fra Grundtvigs egne tanker. Det drejer sig om Grundtigs plads i det nationale modsætningsforhold, der prægede perioden mellem de to verdenskrige. På dansk side havde Valdemar Ammundsen, den første biskop i Haderslev efter genforeningen, på den ene side stor respekt for Grundtvig, men var på den anden side skeptisk over for den fare for nationalistisk snæversyn, Ammundsen ikke mente at kunne se bort fra, hverken historisk eller i samtiden. På tysk side havde den tysksindede nordslesviger Johannes Tiedje et lige så spaltet billede af Grundtvig. I forbindelse med sin udgivelse på tysk af et udvalg af Grundtvigs skrifter gav Tiedje udtryk for tanker, der i første omgang røbede beundring og tilslutning til Grundtvigs hovedtanker, men dernæst afspejlede en højreekstremistisk holdning til politisk-ideologiske problemer i samtiden ( omkring 1930). Man kan herudfra ane en del af forklaringen på, at Grundtvig fra tysk side siden Hitler-tiden ofte er blevet betragtet med modvilje.

Med henvisning hertil anføres afsluttende nogle synspunkter, der er fremsat af den tyske kirkehistoriker Martin Greschat. Han er en af de betydeligste kendere af moderne kirkehistorie og har i særlig grad undersøgt den tyske protestantismes til tider skæbnesvangre rolle i forhold til samfundsudviklingen. I forlængelse heraf har han også redegjort for, hvorfor han ud fra tyske forudsætninger er på vagt overfor en forståelse af »folkekirke«, der ubekymret sætter sig ud over de dyrekøbte erfaringer, der blev indvundet under det nazistiske diktatur; samtidig har Greschat åbent indrømmet, at han skal overvinde en betragtelig skepsis, inden han kan komme til rette med Grundtvigs tanker, sådan som de indtil videre foreligger ham bekendt.

Disse overvejelser har vi fra dansk side ikke råd til at være ligegyldige overfor. Der er grund til af såvel historiske som aktuelle årsager at gå ind i denne tysk-danske samtale med stor opmærksomhed.