Grundtvig and Coleridge: Heritage and Prophery

Resumé

Grundtvig og Coleridge. Arv og profeti

Af Arthur Macdonald Allchin

Titlen på denne afhandling refererer til en artikel samling, der blev udgivet i 1993 under redaktion af Allchin med flere. I en række afhandlinger, der dækkede meget forskelligartede emner, var det sigtet at gennemføre en samtale mellem forskere fra England /USA og fra Danmark om »Grundtvig og den engelsk-sprogede verden«, jvf. Bogens undertitel. Med udgivelsen af bogen nåede de bestræbelser, der gennem hele Grundtvigselskabets levetid har kendetegnet udgivelsen af denne årbog, og som yderligere er blevet accentueret ved oprettelsen af Center for Grundtvig-studier ved Aarhus Universitet, et langt skridt videre. Sigtet er frem for alt at fremme studiet af Grundtvig i tværfagligt og i internationalt perspektiv.

Disse synspunkter er blevet understøttet af A.M.Allchin, ligesom de helt og fuldt nyder tilslutning hos S. A. J.Bradley, en anden af de engelsk-sprogede Grundtvig-forskere, hvis indsats i det seneste tiår har tilført studiet af Grundtvig vigtige nye impulser. Med sin artikel i denne årgang ønsker Allchin således at fortsætte linjen fra sine efterhånden talrige artikler, hvoraf en del har været trykt i denne årbog, og fra sin bog »N.F.S. Grundtvig. An Introduction to his Life and Work«, en udgivelse der i sig selv er en milepæl. Det siger desuden noget om nærværende bidrag, at det i en tidligere skikkelse blev forelagt ved et seminar på Aarhus Universitet, arrangeret for at hædre Christian Thodberg, idet Allchin med glæde og eftertryk vedstår sin gæld til netop Thodbergs forskningsindsats.

Hvad er da grundlaget for at sammenligne Grundtvig og Coleridge? De levede omtrent samtidigt (Coleridge fra 1772 til 1834). De var begge utroligt produktive, idet de efterlod sig et omfattende forfatterskab, hvoraf en del for begges vedkommende var utrykt. Begge har de i en eller anden forstand sammenhæng med den romantiske filosofi og digtning, omend der specielt på dette punkt viser sig at være betragtelige forskelle mellem den åndshistoriske tradition i England og Danmark. Begge var optaget af den fornyelse inden for tænkningen, som vi i dag i idehistorien plejer at kalde modemitetsfilosofien, dog uden at de af den grund vendte ryggen til kristendommen. I udgangspunktet indoptog begge i deres tænkning vigtige bestanddele fra den kristne troslære, samtidig med at de lige så fundamentalt lod sig inspirere af oplysnings/modernitetsfilosofi og romantik.

Når vi ser på deres personligheder, viser der sig at være åbenbare forskelle, eftersom Coleridges livsforløb var præget af dybtgående personlige problemer. Hans kone kunne ikke udholde hans stært ekcentriske gemyt og hans labile sind. En medvirkende årsag til hans personlige problemer var også den kendsgerning, at han blev afhængig af opium. Hans misbrug blev så omfattende, at han måtte tage mod gæstfrihed og varig pleje hos et lægepar i London, hvor han fik pasning som en en delvist umyndig patient.

Det har hele tiden været en anerkendt kendsgerning, at Coleridge var en stor digter og filosof, men det har i mindre grad været kendt, at kristendommen kom til at spille en stadig større rolle for ham i hans senere år. Nogle forskere har heri set et udtryk for en forfaldstendens i hans intellektuelle niveau, mens andre modsat har villet set den tiltagende indflydelse af kristne motiver som et lykkeligt udslag af en urolig og intellektuelt højt begavet tænkers erkendelseskamp.

Netop med henvisning til det hermed angivne forhold går Allchin ind på to nyligt udgivne monografier, ligesom han henviser til David Jaspers bidrag til den ovenfor omtalte artikelsamling »Arv og profeti«.

Med dette udgangspunkt mener Allchin, at der er grundlag for at anstille betragtninger om slægtskabet mellem de to tænkere. Begge var eksistentielle tænkere, og begge var fremragende talere, der kunne fastholde en forsamlings opmærksomhed. Ligheden viser sig desuden derved, at begge var tænkere, der var dybt engagerede i at analysere Immanuel Kants filosofi som en udfordring for deres egen tænkning, samtidig med at de som udtryksform betjente sig af en poetisk symbolverden ( poetic imagination).

Endelig går Allchin ind på rækkevidden af det perspektiv, at Coleridge i sine senere år tilkendte tanken om kirken og dens ordning stadig større betydning. Med sådanne skitseagtige antydninger af et sammenligningsgrundlag mener Allchin samtidig at have angivet et grundlag, der har betydning langt ud over en historisk tilbageskuende analyse. Hos Grundtvig og Coleridge finder vi erkendelser, der har den største aktualitet, hvilket Allchin finder dokumenteret ved det overraskende forhold, at et uddannelsesprogram inden for De europæiske Fællesskaber fornylig er blevet navngivet som Grundtvig-programmet.