The Recovery of England's »skrinlagt fortid« - a progressive Report

Resumé

Genoplivelsen af Englands »skrinlagte fortid« Rapport fra et igangværende projekt

Af S.A.J.Bradley

Udtrykket i titlen »skrinlagt fortid« henviser til en udtalelse fra 1873 af Frederik Helveg, der kort efter Grundtvigs død fremførte det synspunkt vedrørende Grundtvigs Englandsrejser 1829-1831, at det netop var den denne oldtidsskat, den angelsaksiske digtning, der først vakte Grundtvigs interesse. Ganske vist føjede Helveg til, at Grundtvigs fordybelse i den oldengelske poesi gik hånd i hånd med en ikke mindre engageret optagethed af det nutidige England. Men dette dobbelte syn på betydningen af Englandsrejseme er i vort århundrede veget for en forestilling om, at det først og fremmest var det nutidige aspekt, der kom til at stå i forgrunden. Antagelsen heraf er navnlig blevet understøttet af Kaj Thanings Grundtvig-tolkning med Thanings betoning af året 1832 som det skelsætttende, fordi Grundtvig på netop dette tidspunkt kæmpede sig afgørende fri af sin tidligere afhængighed af pilgrimsmyten. I stedet erkendte han nu, ifølge Thaning, det skabte livs egenværdi og begrundede hermed et nyt syn på det evige liv i kristelig betydning og på vort liv med hinanden her og nu.

Med henvisning til denne forskningshistoriske baggrund er nærværende undersøgelse tilrettelagt som en analyse af, hvad Grundtvig fandt i de oldengelske tekster og af hvad denne erkendelse indebar for hans tænkning i videre forstand, fremlagt som en kritisk samtale med Thanings synspunkt.

Bradley fremdrager derpå en række indicier for, hvad den angelsaksiske digtning betød for Grundtvig, idet han bl.a. henholder sig til vort kendskab til Grundtvigs egen bogsamling. Selvom bestanden af faglitteratur ikke i sig selv kan tjene som bevisførelse for sandsynligheden af en bestemt indholdskarakteristik af hans poesi, ligger det dog nær at se begrundelser for antagelsen af den oldengelske poesis tiltagende betydning for Grundtvig i den helt enkle kendsgerning, at han blev ved med at supplere sin bogsamling.

Med denne indledende observation går Bradley ind i en analyse af Grundtvigs »fordanskning« af Bjovulfs Drape (1820 og ny udgave 1865), anskuet i sammenhæng med de øvrige fremtrædende udgivelser, herunder bogen med udgivelse og fordanskning af teksterne om Fønixfuglen (1840).

Det er Bradleys hovedsynspunkt, at vi må lægge mærke til rækkevidden af Grundtvigs hensigt med netop at fordanske. Heraf fremgår nemlig, at Grundtvigs forehavende ikke var udslag af en fagvidenskabelig specialforskning, men havde at gøre med hans ønske at vække til forståelse af folkeånden og folkeligheden, sådan som den havde fundet et storladent udtryk i netop den oldengelske digtning. Det er derfor ikke for meget sagt, at denne digtning fra den tidlige middelalders England udgør et højdepunkt på den store universalhistoriske udviklingslinie, dels fordi tyngdepunktet blev flyttet fra Middelhavs-egnene til Norden, dels fordi den nordiske tankegang gav indblik i nogle sider af livserkendelsen, der hidtil havde været trængt i baggrunden. Ikke desto mindre er det en stadig forpligtelse for en skønsomt afbalancerende Grundtvig-tolkning, at vi ikke gør os forenklede forestillinger om, hvilke indsigter vi vil kunne hente frem gennem fortsat studium af hans forhold til den old-engelske litteratur. Bradley påpeger således, at Grundtvig som digter var både eklektiker og poetisk-kreati v samt at hans forkærlighed for mytiske symboler nøder os til at gøre alvor af det grundforhold, at netop sådanne symboler udtrykker noget universelt. Men når disse forbehold er taget, føler Bradley sig alligevel overbevist om, at der ligger betydningsfulde erkendelser gemt forude, hvis et minutiøst studium af Grundtvig og den angelsaksiske poesi bliver gennemført.

Som en konkret indfaldsvinkel påpeger Bradley, hvor væsentlig Kædmon-skikkelsen er som inspirationskilde for Grundtvig. Kædmon, om hvem vi ganske vist ikke besidder mange sikre historiske efterretninger, var den første kristne digter, der benyttede det engelsk sprog; man kunne kalde ham det angelsaksiske Englands kristne Brage, eller den angelsaksiske efterfølger af den rolle, David havde som salmist for det israelittiske folk.

I fortsættelsen går Bradley ind på Frederik Hammerich, der videreførte Grundtvigs interesse for den oldengelske digtning. I sine erindringer skrev Hammerich følgende, da han så tilbage på sin undersøgelse af »De episk-kristelige oldkvad hos de gotiske folk«: »Her slyngede manddom og kristendom, det mytiske og det kristelige, det historiske, det sproglige og det digteriske sig sammen på en måde, som netop ligger for mig; det blev da det af mine arbejder, hvor jeg måske mest har været med«.

Med henvisning hertil omtaler Bradley sandsynligheden af, at de hermed sammenhængende perspektiver også har berøring med Grundtvigs sidste digt »Gammel nok nu er jeg blevet«, idet et af digtene fra Exeter-bogen ( som Grundtvig omhyggelige nedskrev og analyserede på den af sine Englandsrejser) »The Seafarer« synes at være inspirationskilde for Grundtvigs digt. Mere afgørende er det imidlertid at undersøge fællestræk mellem Grundtvigs forståelse af den nordiske folkeånd i Nordens Mythologi fra 1832 og hovedmotiver i Sangværket.