The Holy Spirit in the Teaching of N.F.S. Grundtvig

Resumé

Helligånden i Grundtvigs teologi

Af A.M. Allchin

Artiklen er baseret på en forelæsning, holdt på Københavns Universitet i anledning af 50-års jubilæet hos den danske afdeling af Alban - og Sergeisamfundet. Artiklen afspejler dette samfunds beskæftigelse med vekselvirkning mellem kirkerne i øst og vest, samtidig med, at hovedemnet er Grundtvigs forståelse af den menneskelige ånds og derigennem Helligåndens forhold til menneskets legemlighed.

Artiklen indledes med en gengivelse af H.L. Martensens fremstilling af sine samtaler med Grundtvig om åndens forbindelse med legemligheden, - Martensen taler om en »åndelig realisme« hos Grundtvig. Derefter går forfatteren over til at behandle Grundtvigs syn på forholdet mellem ånd og legeme i forskellige perioder af dennes liv.

Til en begyndelse gengives en passage i Kirkelige Oplysninger især for lutherske Christne, hvor Grundtvig dels gør rede for Åndens betydning for kirkens liv, dels fremstiller, hvorledes Åndens kraft gør de troende samtidige med Kristus. Den manglende forståelse af dette har ifølge Grundtvig ikke blot haft negative konsekvenser for kirken, men også for den ikke-teologiske tænkning i samfundet.

Allchin vender sig derefter til Grundtvigs tidsskrift Danne-Virke fra 1817. I »Danne-Virke«-tiden oversætter Grundtvig angelsaksisk poesi og skriver selv digtet »Ragna-Roke«. I den sammenhæng føres Grundtvig til at overveje forholdet mellem ånd og legeme i relation til den menneskelige erkendelse samt til at overveje forholdet mellem den romantiske opfattelse af digteren som skaber kontra den klassiske opfattelse af digteren som bearbejder af materiale fra traditionen. Grundtvig vælger et midterstandpunkt - digteren er både modtagende og skabende, således som det er tilfældet med mennesket i almindelighed. Svarende hertil er menneskelivet altid både legemligt og åndeligt. Gennem forbindelsen mellem ånd og legeme bliver mennesket er levende væsen. Denne forbindelse er forudsætningen for den menneskelige erkendelse, idet mennesket kender og udtrykker sig selv gennem legemlige billeder. Helligåndens skabelse af mennesket betinger, at mennesket er menneske som en forening af ånd og legeme, og menneskets selvforståelse udvikler sig i takt med, at dets forhold til og forståelse af Helligånden udvikler sig. Gennem sin ånd har mennesket et forhold til Gud, gennem sit legeme et forhold til verden; mennesket er, siger Grundtvig, Guds statholder på jorden.

Efter sin gennemgang af motiver fra Danne-Virke fortsætter Allchin med at fremlægge materiale fra Grundtvigs prædikener i 1820erne, hvori Grundtvig dels taler om skabelsen af Adam gennem Åndens pust, dels om forbindelsen mellem kød og ånd, som den kommer til udtryk i Kristi inkarnation. Grundtvig gør det her klart, at kød i Bibelen ikke altid betegner det syndige menneske, men også, hvad der er blødt og bøjeligt, kød som det var i skabelsens morgen, forenet med ånden, det vil sige forenet på samme måde, som det var i Jesus Kristus.

For Grundtvig muliggør enheden af kød og ånd i Kristus forståelsen af nadveren som et livgivende måltid, hvori Kristi åndelige, forklarede legeme, - det rene legeme, der altid var Åndens bolig og værksted, - gives de troende. Denne Grundtvigs nadverteologi kommer til udtryk i Grundtvigs prædikener fra 1830-erne, hvor Grundtvig gør det klart, hvad forbindelsen mellem ånd og legeme betyder for den kristne menighed, især for menighedens bøn i sammenhæng med nadverliturgien. Forfatteren citerer fra en prædiken Grundtvigs fremstilling af, hvorledes frelsen og forklarelsen af de troendes legeme involverer hele den skabte, legemlige verden, der løftes op i fællesskab med det guddommelige liv, - en bevægelse, der udgår fra Gud Faders kærlighed, der skaber og genløser verden.

Afsluttende gør Allchin rede for, hvorledes artiklens to indbyrdes forbundne emner: spørgsmålet om ånds og legemes forbindelse i menneskelivet og spørgsmålet om forholdet mellem Skaberånden og skabningens liv som et hele afdækker den grundtvigske teologis patristiske præg, det præg, som muliggør en økumenisk læsning af Grundtvig. Allchin peger på en række mulige inspirationskilder for Grundtvig ud over dennes læsning af Irenæus og oversættelserne af græske og latinske salmer: den angelsaksiske litteratur og Frederik Mlinters dogmehistorie. Her fremhæver han, hvorledes Münters fremstilling af den ikke-augustinske antropologi hos Clemens og Origenes har kunnet inspirere Grundtvig til at hævde, at menneskets gudbilledlighed ikke udslettedes i syndefaldet.