»Stridige Stykker jeg snildt forbandt«: Grundtvig's creative synthesis of Anglo-Saxon sources

Forfattere

  • S. A. J. Bradley

DOI:

https://doi.org/10.7146/grs.v47i1.16227

Resumé

’Stridige stykker snildt jeg forbandt'.

Grundtvigs kreative syntese på grundlag af angelsaksiske tekster.

Af S.A.J. Bradley

Når man tager i betragtning, hvor temperamentsfuldt Grundtvig vendte sig mod den d.de, verdensfravendte boglærde, falder det desto mere i øjnene, at han tilegnede sig en bemærkelsesværdig indsigt i angelsaksisk digtning. Ikke blot lærte han sig at l.se disse vanskeligt tilgængelige tekster, men han føjede en nyskabende tolkning til og gjorde det til en betydningsfuld del af sit digterkald at g.re de angelsaksiske digte tilgængelige for nutidige læsere. Han skabte med andre ord ny poesi på grundlag af de årtusindgamle mesterværker, som han selv havde fundet under sine Englandsrejser i rene 1829-1831.

Begyndelsen blev gjort, da Grundtvig i 1815 offentliggjorde en skarp protest mod en udgave af det store Bjovulf-epos, fremlagt af den islandske forsker, etatsråd Thorkelin. i 1820 fremlagde Grundtvig i forlængelse af sine øvrige studier og oversættelsesarbejder om andre oldnordiske kvad sin egen ny udgave af »Bjovulvs-Drapen, et høinordisk Heltedigt«.

Dr. Bradley peger - med henvisning hertil - på, at Grundtvig føjede endnu et vigtigt led til, da han i 1840 offentliggjorde en oversættelse og gendigtning af Fønix-myten i poetisk form, foretaget på grundlag af et andet af de angelsaksiske mesterværker: Fønix-kvadet, der indgik i det betydningsfulde Juniusmanuskript, som Grundtvig var blevet opmærksom på i universitetsbiblioteket i Oxford.

Grundtvigs arbejde med denne betydningsfulde tekst bestyrkede ham i fornemmelsen af, at det i sig selv var vigtigt at vække nutidsmenneskers sans for det mytisk-poetiske billedsprog, der i s. enestående grad kunne findes i disse tekster. Samtidig fik han nye argumenter for sin i forvejen stærke modvilje mod de rationalistisk orienterede akademikere, der ikke havde undset sig for at frakende netop dette digt betydning. For Grundtvig var netop det »sindbilledsprog«, som Fønix-kvadet udtrykte med lysende klarhed, et vidnesbyrd om den store linie i universalhistorien, linien fra »stens h.je billedsprog« i den hebraiske poesi over den tidlige kristendoms digteriske højdepunkter frem til den »Nyaarsmorgen«, som Grundtvig selv nærede forhåbninger om at kunne medvirke til at vække til live. En sådan genoplivelse forudsatte imidlertid, at han samtidig gjorde brug af det skatkammer, der rummedes i de angelsaksiske skjaldes mesterværker.

Derfor kan Grundtvig påpege: de oldkirkelige Kirkefædre saae i Phenix- Mythen et deiligt Forbillede baade paa Herrens Opstandelse og paa vores; men vi vil derimod gl.de os over, at denne Forklaring findes endnu langt varmere og dristigere udført hos den angelsachsiske Skjald end hos Nogen af Kirke- Fædrene. (Phenix-Fuglen. Et Angelsachsisk Kvad, 1840).

Af udsagn som dette fremgår det tydeligt, hvad der var en bestemmende faktor i Grundtvigs forståelse af sit digterkald. Dr. Bradley bringer perspektivet på en klar formel, idet han peger på det særlige ved Grundtvigs syn på sig eget kald som præst, skjald, historiker og folkeopvækker: han ville g.re fortidens stolte minder levende i nutiden og i forlængelse heraf bidrage til en folkelig genfødelse og en kristelig genoplivelse. Det er indlysende, at han med denne selvforståelse befandt sig et ganske andet sted end samtidens fremtrædende lærde, præget som de var af en antikvarisk, distanceret interesse for fortidsminderne, hvorved de i sidste ende spærrede sig selv ude fra en virkelig tilegnelse af de gamle tekster. Dette var Grundtvig blevet bekræftet i, da han mødte en massiv skepsis, om ikke ligefrem modvilje, i det intellektuelle establishment i både England og København. Han havde ikke kunnet opnå forståelse for sine udgivelses- og gendigtningsprojekter.

I fortsættelse af sine tidligere arbejder (først og fremmest bogen »Anglo- Saxon Poetry« Translated and edited by S.A.J Bradley. 1982,1.udg., og afhandlinger trykt i Grundtvig Studier 1989-90 og 1993) fremlægger Dr. Bradley en analyse af væsentlige momenter i Grundtvigs brug af angelsaksiske digte. Udover de allerede omtalte tekster, Bjovulf-Drapen og Fønix-digtet, lægger han vægt på de såkaldte Kædmon-tekster, de digte, som Grundtvig tillagde Kædmon, den blinde, ulærde fårehyrde, der ifølge overleveringen blev hofskjald.

Teksterne underkastes en sammenhængende analyse, dels med henblik på deres placering og betydning inden for den universalhistoriske horisont, dels med sigte på at sammenstille disse tekstsammenhænge med beslægtede dele af Grundtvigs øvrige digteriske værk, bl.a. Christenhedens Syvstjerne.

Downloads

Publiceret

1996-01-01

Citation/Eksport

Bradley, S. A. J. (1996). »Stridige Stykker jeg snildt forbandt«: Grundtvig’s creative synthesis of Anglo-Saxon sources. Grundtvig-Studier, 47(1), 97–127. https://doi.org/10.7146/grs.v47i1.16227

Nummer

Sektion

Artikler