Grundtvig's Palm Sunday 1867

Resumé

Grundtvigs palmesøndag 1867 og den angelsaksiske nedfart til helvede

Af SA.J. Bradley

I denne artikel gives en tolkning af et led i Grundtvigs gudstjeneste palmesøndag 1867, en gudstjeneste, hvis begivenheder almindeligvis betragtes som resultater af Grundtvigs maniodepressive opstemthed. Den overvejende del af Grundtvigtolkningen lader i overensstemmelse med denne diagnose Grundtvigs ord og handlinger fremstå som liggende uden for Grundtvigs sædvanlige rationelle associative processer. Professor Bradley tilslutter sig opfattelsen af Palmesøndagsbegivenheden som et udslag af Grundtvigs manio-depressivitet, men han opfatter samtidig visse ytringer af Grundtvig som indeholdende rationelle elementer, eftersom et angelsaksisk digt både kan give mening til ordvalget og mening til dets betydning i en videre sammenhæng. Den givne tolkning kan ikke bevises, men fremstår som sandsynlig og tillige et eksempel på, hvorledes Grundtvigs egen spiritualitet spejles i den angelsaksiske, nordiske kristendomstype.

Grundtvigs menighed tog ekstatisk del i Grundtvigs maniske fejring og forrettelse af dåb og nadver, i forventningen om, at Grundtvig ville udtale profetier. Grundtvigs prædiken skildres som en blanding af vanvid og dybe tanker, indledt med en proklamation af Helligåndens tilstedeværelse og en deraf følgende syndsforladelse til hele det danske folk. Derudover udtalte Grundtvig, at Jordan, dåbens vand og indgangen til det forjættede land, nu flød ud i Øresund og beskyllede København. København er Jerusalem, ind i hvilket Herren nu drager under hosiannaråbet. Det rationelle element i denne ekstatiske udtalelse er, hvad angår det indholdsmæssige, forventningen om den nordiske, dvs. danske genfødelse af den apostoliske kirke, som Grundtvig også. i klare stunder kunne give udtryk i bibelsprog. Visionen om Herrens andet komme i København som det ny Jerusalem er således ikke et fremmedelement i Grundtvigs tankeverden. PÅ palmesøndag er allusionen til Jerusalem oplagt, den palmestrøede vej ind i Jerusalem er symbol på Gudsfolkets vej til det himmelske kongerige, Jerusalem er også billede pA kirken, derfor er Kristi komme ogs. symbol på Kristi indgang gennem ånden i den enkeltes hjerte og i kirkens samfund. Salme 23 fremstår derigennem endelig som en foregribelse af, hvorledes Kristus sønderbryder Helvedes porte. Netop denne allusion findes i Exeterbogens angelsaksiske digt om nedfarten til dødsriget, bygget over liturgiske elementer fra påskedags laudes og med baggrund i påskevigilien og påskedagsteksten, Kristi sønderbrydelse af Helvede og kvinderne ved graven. Digtets kerne udgøres af den i synden og verden fængslede ånds længsel efter Kristus og af hans komme til ånden, udtrykt i kvindernes gråd, der ved graven afløses af glæde. Kvinderne repræsenterer alle kristne sjæle, og deres bevægelse fra gråd til gl.de er hele menneskehedens bevægelse, udtryk for pilgrimsfærden gennem verden til et himmelsk Jerusalem, en vej, der gengiver Kristi vej fra fødsel over dåb og korsdåd til opstandelse, udfrielse af sjælene og himmelfart. De, der afmægtigt længes efter at tr.de i Jesu fodspor i det jordiske Jerusalem vil opleve denne lykke i hjertet og kirken, siger digtet, indtil Kristus kommer igen for anden gang for at samle sine egne i Himlen. For Jordans vande flyder ind i hver eneste døbefonts hellige vande, og da bygges et nyt Jerusalem nådefuldt i hvert genfødt hjerte indenfor kirkens samfund. Digtet slutter med en bøn om hele menneskeslægtens genfødsel gennem dåben, som indstiftedes gennem Kristi dåb i Jordan. Digtets allusioner til Jerusalem og til Jordan er da - ligesom angelsaksisk adventsdigtning - udtryk for den angelsaksiske poesis karakter af anamnesis, frelsesbegivenhedernes virkeliggørelse her og nu på mystisk vis i det menneskelige hjerte, der da udtrykker sin anger og gl.de gennem tårer. Denne hjertets angerfulde bevægelse fremkommer gennem liturgi, meditation over religiøs kunst, og, i vor sammenh.ng, religiøs digtning. Der gøres opmærksom på, hvorledes hjertets betydning i Grundtvigs antropologi og poetik samt Grundtvigs egen fromhedstype udviser slægtskab med denne angelsaksiske digtform, og det er da artiklens sigte at sandsynligg.re, at Grundtvigs tale om Jordan og Jerusalem implicit citerer den bøn, der slutter digtet om nedfarten til Helvede. I s. fald er der ikke tale om en irrationel bevægelse i Grundtvigs bevidsthed, der bryder med Grundtvigs vante tankegange, men om et element fra Grundtvigs store lærdom, der i overensstemmelse med den liturgiske festdag og den grundtvigske spiritualitets 'angelsaksiske' præg giver situationen og øjeblikket sprogligt udtryk.