Grundtvig and the 19th Century

Resumé

Grundtvig og nationalismen i det 19. århundrede

Af Lorenz Rerup

Artiklen beskæftiger sig med Grundtvigs folkelighedsbegreb i sammenh.ng med fremkomsten af nationalismen i Europa i det 18. og 19. århundrede. Grundtvig opførte sig ved visse lejligheder som en nationalist af den type, man almindeligvis tager afstand fra. Men Grundtvigs opførsel kan altid forklares ud fra det danske riges tilstand i de situationer, hvor Grundtvig udtalte sig nationalistisk.

Dette eksemplificeres med truslen om adskillelse mellem Danmark og Norge under Napoleonskrigene i 1813, den slesvig-holstenske krig i 1848 og sejren ved Isted i 1850 - situationer, hvor Grundtvig lod Danmark repræsentere Gud og retfærdighed eller lod en dansk sejr være baggrund for Danmarks ret til Slesvig. Grundtvig fremtræder her som en tidstypisk nationalist, og ikke mindst de nutidige begivenheder i eksempelvis det tidligere Jugoslavien går det naturligt for mennesker, der lever i dag, at tage afstand fra denne form for nationalisme. Men vi finder i Grundtvigs forfatterskab også en anden form for nationalisme, udviklet især i sammenh.ng med den danske, nationale bevægelse i Slesvig. Grundtvig følger i udviklingen af denne form for nationalisme Herder, der havde peget på den ulærde jævne mand, modersmålet og undervisning på modersmålet som bærer af, hvad Herder kalder 'Volksgeist' og Grundtvig folke.nd. For Herder repræsenterer de gudgivne kultur-og sprogfællesskaber mere end datidens dynastiske statsdannelser forskellige sider af den humanitet, der udgør historiens ml. Herders tanker blev i tiden efter den franske revolution en inspirationskilde for ikke mindst de mange ikke-tyske folkeslag i det habsburgske rige, idet disse folkeslag lærte at værdsætte deres nationale egenart og sprog. Men i de følgende årtier ændredes Herders ideer. Ideen om de ulærde mennesker som bærere af national identitet svækkedes, og den tyske idealisme i Fichtes skikkelse indordnede den Herderske tanke om et folks særpræg i en tolkning af historien som en fortsat vakst i dannelse, hvor et folks uddannede elite fremstår som bærere af folkeånden. Fichtes tanker inspirerede det 19. århundredes nationalisme. Således opfattede de danske og tyske nationalliberale sig som bærere og igangsættere af den nationale vækkelse, der følger på fremkomsten af ideen om nationalitet. En tretrinsmodel kan opstilles som gældende for nationalismens udvikling inden for de europæiske nationer: A) fremkomsten af nationalitetsideen i lærde kredse, B) en periode med patriotisk agitation og C) fremkomsten af en national massebevægelse. I de små nationer - hermed menes ikke blot kvantitativt sm., men nationer, der styres udefra - forløb udviklingen anderledes end i de store, politisk selvstændige nationer, hvor nationalitetsideen blev et redskab for tredjestandens kamp for indflydelse, for liberalisering og modernisering. Andre problemer end national selvstændighed læstes i de store nationer gennem nationalitetsideen: i Tyskland stod kampen for politisk enhed, i Danmark problemet med oplysningen af monarkiet i centrum. De store nationer havde institutioner og traditioner, sprog, litteratur og een institutionaliseret historie. Beklageligvis kunne de store nationers moderniseringsproces da også. f.re til undertrykkelse af minoriteter, til germanisering eller fordanskning. Men dette billede skal selvfølgelig suppleres af det faktum, at danskerne i hertugdømmet Slesvig hører til de sm. nationer. I kraft af forbundetheden med det tyske hertugdømme Slesvig trængte tysk sprog i perioden fra det 13. til det 19. århundrede ind i det oprindeligt danske Slesvig som administrationssprog og elitesprog og i de sydlige egne skolesprog og kirkesprog. I det tidlige 19. århundrede vågnede en national bevægelse, der fulgte den ovennævnte tretrinsmodel for fremkomsten af en nationalistisk bevægelse, således som det er tilfældet med udviklingen af det danske sprog.

Den tyske, nationale bevægelse havde en elitær tendens, hvorimod den danske bevægelse udviklede sig i demokratisk retning, dels fordi den sigtede mod den brede befolkning af dansktalende binder og samarbejdede med den danske nationalliberale bevægelse, dels fordi den stod under Grundtvigs indflydelse.

Grundtvigs discipel Christian Flor hyldede den grundtvigske, Herder-inspirerede tanke om, at de mennesker, der ikke havde været udsat for en latinsk, dvs. fremmed uddannelse, er bærere af folkeånden. Dette gav almindelige mennesker en enestående stilling i den nationale vækkelse. To tiår senere aflæstes den ældre nationalliberale nationalisme i kongeriget Danmark af denne strømning, der repræsenterer den emanciperende art af nationalisme og først og fremmest spredtes gennem højskolebevægelsen, der gav den danske bondebefolkning en stærk følelse af selvrespekt. Denne form for nationalisme er ikke enerådende i Danmark, og den skal ikke fremhæves som finere end den almindelige europæiske nationalisme. Men den kan - som det også ses af den danske politik overfor Færøerne og Island - ikke bruges til undertrykkelse af andre folk. Den kan derfor bruges i nutidens Europa som model for en ikke-undertrykkende nationalisme, og den minder os om, at moderne samfunds kulturelle rammeværks politiske og sociale kultur ikke kan adskilles fra national ideologi. Derfor er det bedre at modernisere de nationale ideologier, dvs. dreje nationalismen i en folkelig retning fremfor at undertrykke den.