Den ortografiske norm og opbygningen af syntagmet i dansk og svensk

Abstract

Tematisk er denne artikel en fortsættelse af mine to andre på dansk udgivne artikler (Nikulitjeva 1997 og 2000). I den første af artiklerne beskrev jeg nogle grundlæggende principper for opbygningen af syntagmet i de centralskandinaviske sprog, som kan forklare mange syntaktiske afvigelser mellem disse nærtbeslægtede sprog.

Disse principper betegnede jeg som rammeprincippet eller distanceringen for det danske sprog, og kædeprincippet eller sammenføjningen for det svenske sprog. I den anden artikel analyserede jeg hvordan de foretrukne syntaktiske beskrivelsesteorier stemmer overens med det givne sprogs syntagmatiske strategier.

I denne artikel vil jeg analysere hvordan de to sprogs syntagmatiske principper afspejles i deres retskrivningsnormer.

Retskrivningen er et sprogområde der i høj grad er styret af bevidst normering. I de nordiske lande gennemføres normaliseringen af de nationale sprognævn, hvis opgave bl.a. er at udgive retskrivningsordbøger. Hvad er det egentlig der forudbestemmer valget af en variant som den normativt korrekte? Valget kan være forskelligt fra tilfælde til tilfælde, men i denne artikel vil jeg kun se på retskrivningens syntagmatiske aspekter. Herved forstår jeg alle de tilfælde der forudsætter forholdet mellem en helhed og dens dele. Det kan være sær- eller sammenskrivning af ord, brugen af bindestreg eller den måde hvorpå sprogene organiserer komplekse navne, fx stednavne.