»når vi vakler i troen / på at være velsignet«

Nærsproglig analyse af et digt af Søren Ulrik Thomsen

Resumé

Man løber nogle gange ind i den opfattelse at lyrik benytter sig af et helt andet sprog end sagprosa og hverdagssprog. I denne artikel vil jeg vise at det ikke er tilfældet. Det er i stedet den måde sproget bruges på i lyrik, som afviger fra de idealer om vellykket kommunikation man finder i universalpragmatikken. Jeg vil særligt fremhæve hvordan man ofte i lyrik ikke stræber efter entydighed i udtrykket, men tværtimod gør hvad man kan, for at skabe og opretholde flertydighed. Til illustration vil jeg analysere nogle centrale passager i et digt af Søren Ulrik Thomsen, og jeg vil vise hvordan digtet sprogligt lægger op til flere forskellige til dels ligeværdige fortolkninger. I analysen beskriver jeg hvordan tre trosrelaterede temaer udfoldes i digtet, nemlig tro og tvivl, tro og forstand, tro og tro. Det tema som lidt kryptisk kaldes tro og tro, handler om to forskellige indstillinger til at være troende, nemlig troen som den praktiseres af den velvilligt troende, og troen som den praktiseres af den mismodigt troende.

Selve digtanalysen fylder størstedelen af artiklen. Før digtanalysen gives dog et kortfattet bud på hvordan sprogbrugen i lyrik skal ses i forhold til universalpragmatikkens idealer om vellykket kommunikation.