Eksegese som selvlegitimerende videnskab

Resumé

Eksegese lader sig ikke indordne under et fælles projekt, sådan som tidligere den historisk-kritiske metode var det; den undersøger sit felt, de bibelske skrifter og det omkringliggende litterære landskab, ud fra mange forskellige indfaldsvinkler, som alle må anerkendes som legitime, selv om deres resultater ikke kan samordnes. I den forstand er eksegesen selvlegitimerende og selvrefererende. Men dermed bliver eksegesen som et tekstfag også mere teologisk, for de bibelske tekster er mindst lige så aktuelle som de læredokumenter, systematikerne beskæftiger sig med; eksegesen skal ikke stå teologisk til regnskab over for systematikerne; den frembringer selv teologisk viden