Paulus’ apostolske selvforståelse ud fra 1 Kor 2,1-3,4

Resumé

Udgangspunktet for undersøgelsen er en antagelse af, at 2,6-16 ikke er paulinsk, men den munder ud i det modsatte synspunkt: at 2,6-16 er Paulus’ grundlæggelsesprædiken.

Denne eksegese er for det første brevhermeneutisk begrundet. Når perikopen fremtræder, som om den mangler den situative henvendelse til korintherne, skyldes det, at brevet kræver en bestemmelse af adressaterne (som i præskript og i 2,1 og 3,1), mens den mundtlige prædiken modtages direkte af tilhørerne, inklusive den forkyndende selv.

For det andet bliver denne pointe afgørende for fortolkningen af Paulus’ selvforståelse som apostel. Han er afhængig af, at han selv er deltager i det fællesskab, som menigheden udgør, og det er igen afhængigt af, at de afstår fra ethvert andet identitetsprojekt end at være i Kristus. Den identitet giver til gengæld menighed og apostel alt. De bliver et nyt ”vi”.

De selvidentificerende projekter (splittelsen i 1,12) er ødelæggende for enheden i Kristus, mens de givne identiteter (jøde/græker etc.) er indifferente for denne egentlige identitet og derfor heller ikke skal udraderes (jf. 1 Kor 9,19-23).