Agroøkologi og landbrugsudvikling i det 18. og 19. århundrede.

Abstract

Artiklen anlægger et økologisk perspektiv på dansk landbrug i 1700-tallet og søger ud fra det at fastslå, hvad der var de hæmmende faktorer for udvikling. Traditionelt er udpining og gødningsmangel tillagt stor betydning. Der argumenteres her for, at det næppe var tilfældet på landets gode jorder, hvor der efter alt at dømme var kvælstof nok. I stedet tillægges vandlidende jorder stor betydning, og der argumenteres for, at bl.a. skovrydning har gjort dette problem større. Heller ikke nyopdyrkning anses for et stort problem, da andelen af dyrket jord i Danmark forblev forholdsvis lavt. En meget stor del af jorden henlå til former for græs, som gav meget lave udbytter. Andre problemer var ukrudt, som ikke kunne bekæmpes effektivt. Under landsbyfællesskabet var der en række faktorer, som hæmmede en omstilling og mere effektiv udnyttelse af jorden.