Inklusion i almenundervisningen i Danmark: Hvad har vi lært efter Salamanca?

Abstract

Artiklen besvarer to spørgsmål: Hvordan er det gået med at realisere principperne fra Salamanca-erklæringen fra 1994 i Danmark, og hvad har vi lært om inklusion? Svarene gives på baggrund af et historisk tilbageblik til specialpædagogiske overvejelser siden 1700-tallet og en kortlægning af situationen siden det danske Folketing i 2012 vedtog den såkaldte ”inklusionslov” om, at andelen af elever, der skulle inkluderes i den almene undervisning, skulle udgøre 96 % i 2015. Artiklen viser, at det kvantitative mål aldrig er blevet nået, og at et stigende antal skoler har igangsat et arbejde med såkaldte ”mellemformer” for at bløde op på den binære distinktion mellem inklusion og eksklusion. I artiklen argumenterer vi for, at erfaringerne i Danmark viser, at inklusion er et paradoksalt begreb, fordi inklusion for nogle kan skabe eksklusion for andre, og fordi ufrivillig inklusion kan skabe oplevet eksklusion. Derfor foreslår vi, at vellykket specialundervisning betegnes som ”inkluderende eksklusion”. Vi har lært, at målet ikke er, at flest mulige elever skal inkluderes i almenundervisningen, men at flest mulige elever skal opleve inklusion i en undervisning, der er tilrettelagt efter netop deres ønsker og forudsætninger.