Køn, velfærdsmodeller og europæisering

Resumé

Artiklen beskæftiger sig med to obligatoriske temaer i samfundsfagsundervisningen, i form af velfærdsstat og europæisering, og den viser, at er køn en væsentligt central skillelinje, der er vigtig at forstå og nuancere i forhold til begge temaer. Det gælder ikke mindst i lyset af den stigende fokus på køn og ligestilling, der er fulgt i kølvandet på #MeToo-bevægelsen.

 Første del af artiklen beskæftiger sig med velfærdstatsforskningens opdeling af velfærdsstater i tre modeller, en socialdemokratisk model med universelle ydelser rettet mod alle borgere, en liberal model med ydelser rettet mod samfundets svageste og en konservativ korporativ med obligatoriske forsikringsbaserede velfærdsydelser. Udgangspunktet for denne opdeling var en analyse af relationen mellem stat og marked, men kønsforskningen har insisteret på, at disse to arenaer skal analyseres i samspil med en tredje arena i form af familien. Hvis man ikke inddrager alle tre arenaer, kan man ikke forklare de markante forskelle, der har været i kvinders placering mellem arbejdsmarked og familie i Vesten. Den socialdemokratiske velfærdsmodel, der har været dominerende i Norden er blevet kaldt kvindevenlig, fordi den har sikret kvinder valgmuligheder ud over moderskabet, bl.a. ved udbygning af daginstitutioner.

 Anden del af artiklen analyserer europæiseringens betydning for velfærdsmodellerne. Danske kvinder var fra 1990’erne og et par årtier frem langt mere skeptiske end mænd, hvilket bl.a. hang sammen med frygten for, at EU truede den kvindevenlige velfærdsmodel. EU’s påvirkning af velfærdspolitikken har imidlertid ikke handlet om harmonisering af ydelser, men den har været indirekte i form af koordinering af EU-borgernes rettigheder. Dette er især blevet udfoldet gennem EU-domstolens domme om to forordninger angående koordinering af EU-borgeres sociale rettigheder. Domstolens aktivistiske linje skal ses i forlængelse af, at EU er præget af en konstitutionel retstradition, der tillægger domstole en langt større betydning for politiske beslutninger end den flertalsdemokratiske retstradition, der præger Danmark og Norden. Her er det parlamentsflertallet, der er helt afgørende for velfærdspolitik, og domstole har en langt mere tilbagetrukket rolle. I forhold til kønsligestilling er det ikke denne regulering, men i højere grad en række ligestillingsdirektiver, der har haft betydning for national politik. Virkningen af disse ligestillingsstiltag begrænses dog af, at de skal afprøves ved individuelle klager over kønsdiskrimination. Det strider både mod den flertalsdemokratiske tradition og den danske arbejdsmarkedsmodels kollektive tilgang.