Vol. 31 No. 2 (2020)

KVANT - Juni 2020

KVANT nr. 2, 2020 er et tematisk stærkt og fagligt ambitiøst nummer med fokus på enhedsteorier og fysikkens mest grundlæggende spørgsmål. Nummeret spænder fra historiske analyser af foreningstanken til moderne kosmologi, partikelfysik og elektromagnetiske anvendelser. Læseren føres fra Descartes og Ørsted til nutidens forsøg på at forene naturens kræfter gennem kvantefeltteori og strengteori. Artiklerne kombinerer teoretiske indsigter med eksperimentelle resultater, blandt andet fra CERN og observationer af tyngdebølger og kosmisk baggrundsstråling. Samtidig gives der plads til refleksion over fysikkens erkendelsesprocesser og didaktiske udfordringer. Nummeret viser også fysikkens teknologiske relevans gennem bidrag om elektromagnetiske materialer og moderne anvendelser. Med både nyheder, essays og dybdegående artikler fremstår nummeret som en sammenhængende fortælling om fysikkens søgen efter sammenhæng og forståelse. Det er et nummer, der både oplyser og inspirerer.

Artikler

Fra Descartes til superstrenge: aspekter af foreningsteoriernes historie
Seks
Generel relativitetsteori: forbindelsen til Ørsted
KVANT-nyheder: Laserfysik – stof skabt af lys
Inflation: Én oprindelse for alt?
Kommende foredrag – efteråret 2020
Foreningen af naturens kræfter længe efter Ørsted
Holgers jagt på den fundamentale teori
Vand som alternativt elektromagnetisk materiale i mikrobølge- og antenneteknik
Svingninger, opdrift og mørkt stof -breddeopgave 85, 86 og 87
KVANT-nyheder

Billedet på forsiden viser Faradays mislykkede forsøg på at påvise en sammenhæng mellem elektricitet og tyngdekraft. Tegningen er lavet af fysikeren Alvaro de Rujula fra CERN. I anledning af 2 0 0 -året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen sætter vi i dette nummer af Kvant fokus på foreningsteorier. For Ørsted selv var opdagelsen af, at elektricitet og magnetisme var to sider af samme grundkraft, en bekræftelse af hans romantiske idé om kræfternes enhed. FiesTBTitMPr D qruvrnomeTeR. A BRLLS g: RcriRl INSTITUTION B CUSHiON r- k* rnoonnM Tanken om en grundlæggende enhed i naturen har rødder helt tilbage til de førsokratiske filosoffer. Den franske filosof og matematiker René Descartes, der i dag er mest kendt for sin filosofi, udviklede også en fysisk enhedsteori, der byggede på, at verden var fyldt med fine partikler, som stødte sammen og dannede hvirvelformede strukturer. Descartes’ teori var i en periode mere accepteret end Isaac Newtons gravitationsteori, men den manglede et solidt matematisk grundlag. Med tiden vandt Newtons gravitationsteori derfor generel accept, og den er i øvrigt et smukt eksempel på en tidlig forenet teori, fordi den for første gang forenede jordiske og himmelske fænomener. Det er således den samme tyngdekraft, der både får et æble til at falde til jorden, og som holder planeterne fast i deres baner omkring Solen. Den romantiske naturfilosofi overlevede ikke så længe, men den gamle filosofiske idé om en dyb sammenhæng mellem de forskellige naturfænomener har overlevet og er fortsat en ledetråd for fysikken. Det bliver fint illustreret i de artikler, som en række forskere har bidraget med til dette nummer.