Vor magnetiske sol

Resumé

Artiklen forklarer Solens magnetiske aktivitet som et resultat af den komplekse vekselvirkning mellem plasma, rotation, konvektion og magnetfelter. Den gennemgår, hvordan Solens magnetfelt både danner lokale lukkede feltstrukturer, som ses i solpletter og aktive områder, og et åbent interplanetarisk magnetfelt, der føres ud i Solsystemet med solvinden. Solpletter, fakler, flares og koronale masseudkastninger beskrives som fænomener knyttet til magnetisk energi, hvor magnetisk rekombination kan frigøre store energimængder og påvirke Jordens magnetosfære.

Artiklen behandler også Solens dynamo, hvor differentiel rotation og konvektion i Solens indre omdanner poloidale og toroidale magnetfelter i en cyklisk proces. Den kendte 11-årige solpletcyklus sættes ind i en større magnetisk sammenhæng, hvor den fulde magnetiske periode er omkring 22 år, fordi polariteten vender. Forfatterne diskuterer desuden, hvordan historisk solaktivitet kan rekonstrueres ved hjælp af proxydata som kulstof-14 og beryllium-10, der påvirkes af galaktisk kosmisk stråling og dermed af heliosfærens magnetiske tilstand.

Afslutningsvis undersøger artiklen mulige fremtidige udviklinger i solaktiviteten. Den peger på, at dynamoen ikke kan forudsiges sikkert ud fra en fuldstændig fysisk model, men at empiriske rekonstruktioner og dynamomodeller antyder, at Solen omkring 2014 kan være på vej fra et grand maximum mod en mere moderat aktivitetsperiode. Artiklen viser dermed, hvordan Solens magnetisme forbinder plasmafysik, astrofysik, rumvejr, kosmisk stråling og mulige klimatiske effekter på Jorden.