Årg. 33 Nr. 2 (2022)
Kvant - Juni 2022

Ansvarshavende redaktør: Jens Olaf Pepke Pedersen https://orcid.org/0000-0001-8058-0858

Tychos supernova

Den 11. november i år er det præcis 450 år siden, at Tycho Brahe opdagede den “nye” stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Brahe kunne naturligvis ikke dengang vide, at det var en døende stjerne han observerede. I dag ved vi, at han så en supernovaeksplosion, som var 8-10.000 lysår borte, og som siden har fået navnet SN 1572 efter årstallet for Brahes observation. Ofte kaldes den blot for “Tychos supernova”.

Brahe forsøgte at måle afstanden til lyskilden ved at måle parallaksen, og han kunne konstatere, at den i hvert fald var længere ude end Månen. Derfor kunne han konkludere, at det ikke var et fænomen i Jordens atmosfære, men måtte være en ny stjerne, og han blev slået af forundring over at have oplevet “det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden verdens skabelse”. Himmelhvælvingen var ikke længere evig og uforanderlig.

Det fik imidlertid ikke Brahe til at konkludere, at der var noget galt med Bibelens skabelsesberetning, og han blev i stedet begejstret over at konstatere, at Gud stadig var i gang med sit skaberværk. Den nye stjerne var “en vidunderlig åbenbaring uden for naturens orden stammende fra Gud, hele universets skaber, som han selv har skabt i begyndelsen og nu endelig vist for verden i dens tusmørketime”.

I dag betragter vi ofte naturvidenskab og religion som adskilt fra hinanden, men på Brahes tid ville en sådan opdeling ikke have givet mening. Alle de store naturforskere var troende, og selv deres videnskabelige begreber var formet af deres religiøse overbevisning. Når de henviste til naturlove, var det ikke en bekvem metafor, men det var vitterlig de love, som Gud havde udformet for himmelrummet, og ifølge Brahe var astronomien derfor et redskab til at udforske Guds love.

At Brahe bruger ordet “tusmørketime” i citatet ovenfor kan derfor være et tegn på, at han i lighed med mange andre i sin samtid mente, at dommedagen var nær. Han advarede dog i sin bog om den nye stjerne imod forhastede spekulationer om stjernens betydning. Ifølge Brahe skulle alle filosoffer – gamle som nye –, samt teologer og matematikere således “tie og lade være med at tro, at de med nogen sikkerhed kan fastslå noget om denne stjernes tilblivelsesmåde eller komme med en forklaring på dette mirakel”. Brahe afviser også med videnskabelige argumenter, at det kan være en ny Betlehemsstjerne, for “denne stjerne havde nemlig ikke sin position på himlen blandt de andre stjerner; men i den nederste luftregion ikke langtfra Jordens overflade. Ellers ville den nemlig ikke med sin bevægelse have vist vej for dem, som ledte efter frelseren.”

Brahe bliver ofte udnævnt som grundlæggeren af den moderne astronomi, der er baseret på observationer, og han bidrog sammen med Kopernikus til den videnskabelige revolution, der blev afgørende i Vestens historie. Kopernikus' bidrag var den korrekte model for solsystemet med Solen i centrum, men han havde ikke de observationer, der kunne vise, at hans model var korrekt. Brahe kom derimod med de nøjagtige observationer, og dermed kunne han bevise, at den nye stjerne var længere væk end Månen, og at det aristoteliske billede af en uforanderlig himmel hinsides Månen var forkert.

Med dette temanummer om Tycho Brahe og den nye stjerne ønsker Kvant at markere jubilæet, og vi er taknemmelige for, at en række dygtige forfattere har bidraget med artikler om deres viden til dette temanummer. Vi har tilstræbt, at artiklerne kan læses og bruges hver for sig, og der er også mulighed for at møde flere af forfatterne i den foredragsrække, som Astronomisk Selskab har arrangeret til efteråret, og som kan ses på omslagets inderside.